Sådan sover du godt, når du er syg

Du kan lindre dine symptomer og dermed komme til at sove bedre

Når vi er syge, har vi egentlig bare lyst til og brug for at sove. Men når vi så skal sove om aftenen, er det ikke altid helt så let at falde i søvn.

Hoste, en løbende næse og hovedpine kan være nogle af de sygdomstegn, der især driller ved sengetid.

- Når du sidder op, hjælper tyngdekraften dig. Når du ligger ned om aftenen, begynder næseproblemerne at trække ned i halsen, og det gør det meget svært at trække vejret gennem næsen. De fleste ender med at trække vejret gennem munden og hoste mere, hvilket forstyrrer søvnen, siger Jennifer Collins, der er assisterende professor ved The New York Eye and Ear Informary til Huffington Post.

Her får du nogle gode råd til, hvordan du kan sove bedre, når du er syg:

Pas på med medicinen
Man kan få et hav af remedier mod forkølelse og hoste, men man skal være opmærksom på, hvordan man reagerer på medicinen. Nogle bliver nemlig mere friske af det, og andre bliver lidt nervøse i det og kan mærke en hurtigere hjertebanken. Og det bliver dermed sværere at falde i søvn.

Hvor godt sover du egentlig? Tag en test og få klart svar på Femina.dk

Sov med en ekstra pude
Det kan være en stor hjælp med en ekstra pude for at hæve hovedet lidt om natten. Så får du nemlig hjælp af tyngdekraften til bedre at kunne trække vejret gennem næsen og dermed måske mindske trykket i ørerne, siger Jennifer Collins.

Tag et varmt bad
Et varmt karbad eller brusebad inden sengetid kan lindre nogle af de forkølelsessymptomer, du slås med. Fugten fra badet kan løsne op for din vejrtrækning, så du bedre kan sove.

Udover at det også er afslappende, kan temperaturændringen fra det varme vand til den koldere luft efter badet også forberede din krop på en god nats søvn.

Sukker kan forlænge din forkølelse. Læs på Soendag.dk, hvorfor du skal gå udenom det hvide stads

Drik te
En kop varm te med f.eks. kamille eller andre beroligende urter kan hjælpe dig med at falde til ro. Et plus er også, at du får væske ved at drikke te, hvilket er vigtigt ved sygdom.

Overvej en teskefuld honning i teen, som kan smøre din hals lidt til natten.

Drik vand
Selvom man ikke har den store tørst, når man er syg, er det rigtig vigtigt at drikke rigeligt med vand. Og når din næse løber, du trækker vejret gennem munden og hoster, er det faktisk med til at dehydrere dig.

Så sørg for at holde dig hydreret og måske have en flaske vand stående på natbordet, så du kan drikke i løbet af natten, hvis du alligevel vågner.

Sov ikke for meget om dagen
Har du sovet lidt i løbet af dagen, kan du have sværere ved at finde ro om aftenen. I stedet for at sove i løbet af dagen, kan du sørge for at være afslappet ved at læse eller se film.

Kilde: Huffington Post