Sådan kommer du videre efter et afslag

Det bugner ikke ligefrem med ledige job for tiden og afslagene til de jobsøgende er mange. Coach Mika Heilmann kommer her med en række gode råd til, hvordan du kan tackle afslaget og komme videre…

 Vi bliver alle afvist igennem livet både i det private og i karrieren, og det er vigtigt, at vi også deler vores skyggeperioder med andre, mener coach Mika Heilmann.
 
- Hvis vi ikke deler ud og også hører fra andre, at de oplever det samme, så ender vi med at tro, at vi er forkerte. For fiasko er lidt et fy-ord, og man vil helst have succes hele tiden.

Hvordan opfatter andre dig? Test dig selv på oestrogen.dk

Det er ok at være ked af det ved et afslag
- Jo mere du accepterer dine følelser, jo hurtigere kommer du igennem de negative elementer. Følelser fungerer sådan, at de bliver bearbejdet og forsvinder af at få opmærksomhed. Fortæl de nærmeste, at du er ked af det. Det er en del af den gode og konstruktive proces. Du må ikke dunke dig selv oven i hovedet.  
 
Hav altid en plan B
Mika Heilmann råder til, at du kigger på dine overbevisninger.

- En sund overbevisning om dig selv er alfa og omega i jobsøgning. Negative tanker kan i den grad begrænse dig, men du kan arbejde dig igennem dem og derigennem tiltrække dig god energi og det rigtige job. Du skal turde gå efter det, du gerne vil.

Spørg også andre om dine forcer, råder Mika Heilmann.

- Måske kan du andet og mere, end det du lige selv ser. Det kan være svært ikke at tage et afslag personligt, men det kan du arbejde med.

Få styr på dit temperament. Læs hvordan på oestrogen.dk

- I nogle brancher bruger man sig selv meget, og det gør dig mere sårbar. Men erfaring og træning kan lære dig meget. Du kan også forberede dig selv på, at der nok vil komme en del afslag. Og hvis du husker at have mange bolde i luften, så er der også større sandsynlighed for, at der er noget, der lykkes. Du skal ikke sende en jobansøgning af sted og så sidde og vente. Hav altid en plan B. Har du kun én plan, så er det rigtig svært at bære, hvis du får et afslag.