Sådan faker du et øjenløft med makeup

Se hvordan du nemt snyder dig til et yngre look ved at camouflere rynker og åbne øjnene op

Store, åbne øjne er noget af det vigtigste for at bevare et ungdommeligt look. Men det betyder ikke, at du absolut skal lægge dig under kniven. For selvom øjenlågene hænger en smuler og huden omkring måske ikke er helt så spændstig, som den har været, kan du gøre meget med en flot makeup. Bruger du de rigtige teknikker og værktøjer, kan din øjenmakeup nemlig få dig til at se markant yngre ud.

1. Ram øjnene ind
Naturlige og definerede øjenbryn er nøglen til at skabe et ungdommeligt look. Brynene trækker opmærksomheden opad og væk fra huden omkring øjnene. Hvis du har tynde eller hullede bryn, kan du fylde dem ud med en blyant, lidt farvet pudder og en klar gel til at holde dem på plads. Alternativt kan du gå efter en voks til øjenbryn, der opfylder alle tre funktioner.

En flot øjenmakeup behøver ikke tage lang tid. Lad makeup-guruen Marianne Tromborg guide dig til flotte og nemme smokey eyes trin for trin på femina.dk

2. Læg linjerne
Læg en brun eller sort fast eller flydende eyeliner langs vippekanterne. Brug også lidt kohl under øjet, men kun halvvejs ind mod øjenkrogen.

3. Tilfør lys og glans
Lidt diskret highligter på de rigtige steder får dig til at se yngre ud på ingen tid. Dup lidt flydende highligter på knoglen under brynet, og ton det ud mod kanten af dit ansigt. På den måde reflekteres lyset det højeste sted på dit øje, hvilket får øjnene til at se større ud. Hold dig fra sølvfarver, da de ofte virker kunstige, og gå i stedet efter en varm champagne-tone.
4. Brug en curler

En øjenvippecurler kan gøre meget for at skrue tiden tilbage, da den åbner dine øjne helt op. Start derfor altid med at krølle dine vipper, inden du påfører mascara.  Brug derefter en sort mascara til de øverste vipper og en brun mascara til de nederste. På den måde trækker den mørke farve opmærksomheden op, mens den brune farve giver definition på undersiden af øjet uden at trække øjet ned.

Er du i tvivl om hvilke farver, der står bedst til dine øjne? Så læs med i guiden på femina.dk

5. Leg med skygger
Du kan modvirke tyngdekraftens tag i dine øjenlåg ved at vælge de rigtige farver øjenskygge. Brug en lys øjenskygge til hele øjenlåget og en mørk, varm øjenskygge, som du lægger i globelinjen. Brug en pensel til hver øjenskygge og husk at tone de to farver øjenskygge sammen, så du ikke får for store kontraster, men i stedet en blød og fin overgang.
Kilder: goodhousekeeping.com, woman.dk


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.