Sådan får du ønskejobbet

Sender du de rigtige signaler, når du er til jobsamtale? Få gode råd fra performanceeksperten Mette Rix, til at klare jobsamtalen.

Hvem vil du gerne være?
Mette Rix, der til dagligt lever af at rådgive virksomheder og private i at have overensstemmelse mellem udstråling og tale, ved, at mange mennesker døjer med det, man kan kalde ´signalforvirring’. Det kan i værste fald betyde, at man ikke får vist omverdenen, hvilke kvaliteter man i virkeligheden har, og det kan være fatalt uanset om man taler om arbejds- eller privatlivet.Mette Rix fortæller:

- Når du er ‘på’ – uanset om det er til jobsamtale, på date eller i en online sammenhæng, er det vigtigt, at du giver det helt rigtige indtryk af dig selv. Derfor bør du lave en karakterbeskrivelse af dig selv, hvor du klarlægger de vigtigste træk i din personlighed.

Gør din jobsamtale til en god oplevelse. Læs mere på Q.dk:

Listen skal være med til at minde dig om, hvem du i virkeligheden er derinde bag usikkerheden og tvivlen, og den kan med stor fordel hives frem til de situationer, hvor du skal ud og præsentere dig på ny:

- Denne karakterbeskrivelse kan du hive frem, hver gang du står over for en situation, hvor du skal vise din gennemslagskraft og personlighed, forklarer Mette Rix.

Sådan forbereder du dig
Som performanceekspert møder hun ofte mennesker, der faktisk har rigtig svært ved at fortælle, hvem de egentlig er, og hvad deres bedste kvaliteter er. Uanset om det gælder privatsfæren, eller om det er i vores job, gør denne usikkerhed, at vi ofte kommer til at sælge os selv for billigt. Det kan man dog relativt simpelt råde bod på, og Mette Rix anbefaler følgende metode:

- Vælg dine vigtigste personlige karaktertræk ud, og spil på dem gennem hele samtalen – så skinner din professionelle identitet tydeligt igennem. Du finder frem til disse karaktertræk, ved at lave følgende øvelse inden du skal til samtalen, hvor du skal klarlægge for dig selv:

Hvad er dine stærke sider som kommunikatør? Hvilke positive ord siger folk om din personlighed og nævn tre tillægsord, du gerne vil have folk tænker om dig, når du ‘går på’

Find din arbejdspersonlighed
Dernæst skal du definere din arbejdspersonlighed, som er vigtigt er tydelig at afkode, da ansætterne, på kort tid, skal absorbere så megen information om dig som muligt. Derfor må du være ensrettet i formidlingen af dit budskab, hvilket sker ved, at du først definerer din arbejdspersonlighed ved at tænke over, hvad dine kernekompetencer er, og hvad netop du kan bidrage med til denne virksomhed?

Til selve jobsamtalen
En jobsamtale kan være en ganske gruopvækkende situation. Du bliver vurderet personligt og professionelt, og når alt kommer til alt handler det om, at dine kommende chefer skal kunne lide alle sider af dig. Din fremtid kan afhænge af lige netop denne samtale, men du skal for alt i verden ikke se ud, som om du lader dig påvirke af denne uvante situation.

Du har nu defineret nogle kodeord for dig selv – nu skal du så tænke over, om du udtrykker det samme i dit kropssprog, dit tøj, din udstråling og din fortælling om dig selv.

Krop og blik skal passes ind
Mette Rix forklarer, at dette gøres relativt simpelt, ved at have et par små fifs i baghovedet:

- Lad os antage, at et af dine vigtigste kodeord er ’god til at samarbejde’. Så skal du vise det ved at have et åbent og interesseret kropssprog, der signalerer, at du er åben for dialog. Dit blik skal hvile roligt, hvilket viser, at du er afslappet i andres selskab, og dine bevægelser skal overvejende være synkrone med ansætterens.

Tøjet skal afspejle respekt
Mette understreger, at denne bevidsthed ligeledes skal forplante sig i ens påklædning, der skal understrege hele det mentale setup, der viser dig som et åbent, men også professionelt menneske:

- Dit tøj skal være indbydende, men på samme tid grænsesættende, da samarbejde også handler om at respektere hinandens grænser. Når du taler om dig selv, skal du holde fast i temaet samarbejdsdygtig.

Find f.eks. nogle gode eksempler, der fremhæver netop denne kvalitet og forklar knivskarpt, hvad virksomheden kunne få løst af eventuelle problemer ved at ansætte en med lige netop denne evne.

De 10 største påklædningsfejl på jobbet. Se dem på Q.dk

Fremhæv det du virkelig kan stå inde for
Du kan sagtens have flere karaktertræk i spil, f.eks. dine kvaliteter som overbliksmenneske og kreativ personlighed. Her skal du blot tænke på, at begge ting er tydelige i dit udtryk. Kunsten er at vælge få, men vigtige karaktertræk, der skal stå forrest. Det giver et langt stærkere udtryk, end hvis du prøver at udgive dig for at være bedst til det hele.

Undgå for alt i verden
At lave sjov med dig selv eller tale dårligt om dig selv. Folk der ikke kender dig, kan opfatte det som lav selvtillid, og vil desuden basere deres opfattelse af dig på de negative ting, da de ikke er bekendt med resten af din personlighed.

Mette Rix er uddannet life- og businesscoach fra Manning Inspire. Hun fungerer som selvstændig rådgiver i performance og kommunikation.