Sådan får du dine hortensiaer til at skifte farve

Drømmer du om blå eller rosa hortensiaer i haven til sommer, skal du allerede nu bearbejde dine hortensiaer.

Har du plantet en hortensia i haven, kan du ikke være sikker på, at den har samme farve året efter. Jordens surhedsgrad påvirker nemlig farven på blomsterne, men du kan faktisk selv bestemme, hvordan dine hortensiaer skal se ud til sommer. Anita Banner fra magasinet ISABELLAS forklarer:

− En hortensias farve varierer med jordens surhedsgrad. Har din havejord en PH-værdi på under 5, er den sur og du vil få blå hortensiaer. Er PH-værdien derimod over 5, vil du få violette eller rosa hortensiaer. Dette gælder for de mest almindelige sorter hortensia – dog ikke de hvide sorter, som ikke bliver påvirkede af jordens surhedsgrad, fortæller hun.

Få hjælp til at vælge den rette hortensiasort på isabellas.dk

Hvilken farve skal dine hortensiaer have?

Men hvordan får man så den farve hortensia, man ønsker? Det er ikke så svært, lover Anita Banner.

 – Skal dine hortensiaer være rosa til sommer, så giv dem allerede nu og frem til maj et kalktilskud. Foretrækker du dem blå, skal de helst være plantet i ren spagnum, men prøv at strø cirka 1 gram aluminiumsulfat per kvadratmeter i bedet omkring hortensiaerne om foråret og efteråret, forklarer hun.

Bliv klogere på, hvilke stueplanter der er nemmest at holde på isabellas.dk 

Vil du sikre dig, at dine hortensiaer står smukt til sommer, skal du også sørge for at dække dem med gran eller andet vinterdække. Sætter den hårde frost ind, kan blomsterknopperne nemlig blive ødelagt. Har du hortensiaer i krukker, har havekonsulent på ISABELLAS, Susie Helsing Nielsen, et tip til, hvordan de overlever vinteren.

− Om vinteren kan du rykke dine krukker ind langs husmuren, hvor der er varmere end på terrassen. Husk at dække dem godt til, da krukkeplanter er mere udsatte end planter i haven. Er du bange for, at frosten alligevel skal få has på dine hortensiaer, så stil krukkerne et frostfrit, men køligt sted, for eksempel i et udhus, råder Susie Helsing Nielsen.

Få tips til, hvordan du kan komme i gang med havearbejdet på isabellas.dk