Sådan bor tøjdesigner Naja Munthe

Tøjdesigneren Naja Munthe (den ene del af Munthe plus Simonsen) viser i sin nye bog Fashionable Living sit smukke hjem frem. Hendes indretningsstil er laid back med et råt touch.

- Jeg er helt klart til dæmpede farver, i hvert fald, når vi taler bolig. Når jeg designer tøj, er jeg mere vild, men i mit hjem må farverne ikke kæmpe om pladsen, fortæller Naja Munthe.

Se flere billeder fra Naja Munthes smukke lejlighed på madogbolig.dk

Går ikke efter designermøbler
Hvis du forestiller dig en lejlighed spækket med lutter dyr kunst og eksklusivt design, tager du fejl. For selvom Naja Munthe flere gange har forelsket sig i et møbel eller en ’ting’ med det rigtige navn, er det ikke dét, hun går efter.

- Jeg har det forhold til kunst, at jeg er helt ligeglad med, hvem der har lavet det. Det er heldigt nok, for det gør, at jeg af og til kan købe billigt, siger den kendte tøjdesigner.

Se også hvordan kendiskokken Thomas Rode Andersen har indrettet sig med skønne tapeter og antikke fund på madogbolig.dk

Der må leges overalt i hjemmet
Naja Munthe bor sammen med sine to sønner i den 230 kvadratmeter store herskabslejlighed på Frederiksberg.

- I mit hjem må man være i alle værelser, lege hvor man vil og hænge ud, hvor man lige har lyst. Det er et hjem, der bliver brugt, og det skal være funktionelt og hyggeligt, for sådan kan jeg lide det, fortæller Naja Munthe, der forelskede sig i lejligheden for ni år siden.