Det vækker nationalfølelsen hos danskerne, når kongehuset støtter de danske OL-deltagere
Der er tomt på Amalienborg for tiden, for stort set hele den danske kongefamilie er i London for at støtte op om den danske OL-deltagelse.
Udover diverse officielle pligter har kongefamilien bl.a. overværet danske atleter i aktion i svømning, håndbold og badminton. Og det har været på helt slap line i røde og hvide farver og med tilråb og store armbevægelser.
- Det betyder jo rigtig meget. Kongefamilien repræsenterer hele den danske befolkning, og det viser dermed atleterne, at de har opbakning hjemmefra. De er et slags symbol på det nationale sammenhold, siger Lars Hovbakke Sørensen, som er historiker og kongehusekspert, til Alive.dk.
De mange tv-værter har også travlt under OL. Hør om Lisbeth Østergaards OL-oplevelser på Billedbladet.dk.
Dronningen har stor betydning
Han mener, at kongefamiliens markante deltagelse i OL er med til at skabe opmærksomhed omkring OL blandt den danske befolkning. Især Hendes Majestæt Dronning Margrethe har betydning, fordi hun ikke så ofte viser sig til sportsevents.
- Hun er meget engageret og mere på slap line, end vi er vant til. Og det har naturligvis en effekt, når man ikke gør det så tit. Når hun optræder i offentligheden, sker det meget inden for formelle rammer, hvor man ikke viser følelser. Så det gør indtryk på både OL-deltagere og befolkningen, at hun deltager på den måde, siger Lars Hovbakke Sørensen.
En faktor, der også er med til at gøre kongehusets deltagelse vigtig, er, at den danske kongefamilie er så populær blandt danskerne.
- Det betyder særligt meget for et land som Danmark, at kongefamilien bakker op, fordi den er en af de mest populære kongefamilier. Det har formentlig ikke den samme effekt for svenskerne, at den svenske kongefamilie er med, i forhold til den danske pendant, lyder forklaringen fra kongehuseksperten.



