Kvinder er ekstra udfordret, når vandet skal lades i naturen. Men på Roskilde Festival er de kreative.
Når naturen kalder, og køen foran toilettet er længere, end man kan holde sig, så skulle man have været mand. Men nød lærer tissetrængende kvinde at lade vandet, og så bliver der disket op med kreative løsningsforslag. Og når musikken først spiller, så er der ingen, der peger fingre af kvindernes kreative tissemetoder.
Femi-tisse-tragten
Femi-tragten, også kaldet ligestillingsrør og tis-let, er en silikonetragt, som kom frem for nogle år siden og er nu blevet så mainstream, at den kan købes i almindelige dagligvarebutikker op til festival-tid.
- Femi-tisse-tragten har jo den fordel, at man som kvinde kan stå op og tisse ligesom mændene. Men den bliver måske lidt ulækker at have liggende i håndtasken, siger HR- og medarbejderansvarlig på Roskilde Festivalen, Siff Thordis til Alive.dk.
Er du klædt godt nok på til årets Roskilde Festival? Få modeekspertens råd på femina.dk
Kvindedesignet pissoir
Siff Thordis har set mange bud på at undgå køen til toiletterne gennem årene og er glad for festivalens forsøg på at gøre det nemmere at være kvinde.
- Sidste år fik festivalen pissoir til kvinder. Og point for forsøget, men man skal godt nok være ved at sprænges for at vælge den tisseløsning, for det lugter ufatteligt dårligt på dem, siger hun.
Har du fået det hele med? Se festival-huskelisten på viunge.dk
Pølsebakken
Har man ikke mod på silikone-aggregater eller kvinde-urinaler, så kan løsningen være en tur forbi pølsemanden.
- 'Pølsebakken' er, som navnet lyder, en helt almindelig pølsebakke fra pølsemanden, som man folder på midten. Så kan man forsøge at tisse stående sammen med mændene, selvom det sikkert er en udfordring at ramme helt nøjagtigt, men jeg tror faktisk, jeg synes bedst om den løsning, hvis jeg skulle vælge.
Skulle de alternative tisseinstallationer ikke være noget for dig, så er der stadig omkring 1.700 mobile og vandskyllende toiletter på festivalen, hvis man da kan overskue køen.



