Pornoen er blevet stueren – eller er den?

Det startede med tv-serien Sex and the City, hvor der helt ublut blev talt om sex på lige fod med shopping. Lige siden er der blevet skruet mere og mere op for sex både i tv-serier, reklamefilm og litteratur, men hvor går grænsen for, hvad vi vil se på i bedste sendetid? INs filmanmelder Frederikke Lett undersøger den nye nøgenhed.

Har du også siddet en søndag aften velplaceret foran fjernsynet og hævet et øjenbryn eller to over de mange og meget direkte sexscener, der i flæng synes at ryge over skærmen? Nøgenhed står nemlig yderst højt på tv-dagsordenen og er ikke længere noget, der er gemt væk til efter midnat. Derimod får vi den nøgne sandhed serveret i bedste sendetid, hvor man i det ene øjeblik kan sidde fordybet over tv-avisen for dernæst at blive præsenteret for noget, der for ti-femten år siden ville være gemt væk i baglokalet i videokiosken.

Læs også, hvorfor kvinder legitimt kan shoppe amok i bedste Sex and the City-stil på IN.dk

For i de nye tv-serier som fx Game of Thrones med danske Nikolaj Coster-Waldau som hovedrolleindehaver taler vi ikke bare sådan helt almindelig antydningsvis om sex og et par nøgne bryster. Næ nej, vi taler hardcoresex med masser og fuldbåren nøgenhed. Her ser man eksplicitte scener med blow jobs i flæng, søstre og brødre have sex og sadomasochisme i lange baner. Og det er ikke kun tv-serierne, men også i både bøger, på teatret og i reklamefilm, der sættes nye standarder for nøgenhed. Måske har du set filmen fra REN Skincare, hvor to smukke unge mennesker bader i en svensk skovsø og langsomt bliver mere og mere intime, indtil vi er vidne til en regulær sexscene.

 - For ti år siden ville vi have tabt aften-kaffen i skødet over både tv-serien og reklamefilmen, men i dag har vi vænnet os til at se på sex, og alle ved, at alle andre ser porno. Så udviklingen er naturlig, siger Nicolas Barbano, filmproducent, der har forsket i pornofilm.

- Sexscener i tv-serier viser normalt ikke penetration, og der er mere vægt på andre ting, såsom plot og skuespil, derfor kategoriseres det ikke som porno, selvom der klart er tale om et pornografisk element, uddyber Nicolas Barbano og fortsætter:

- I både reklamen og tv-serier ser vi de bare bryster, og vi ser lige præcis så meget, at vi er med på, hvad sexscenerne går ud på, men vi ser ikke de reelt tekniske udførelser, om end de taler helt enormt om det. Det er den altafgørende forskel.

Læs også, hvad Pernille Aalund har i sin garderobe på IN.dk

Men betyder det så, at tendensen med den megen eksplicitte sex ligefrem har gjort porno stuerent?

- Vi mennesker har altid omgivet os med billeder af sex lige fra de tidligste hulemalerier. Begrebet pornografi opstod først, da man i 1800-tallet begyndte at forbyde skildringer af sex, så på den måde vil pornografi som begreb i sagens natur aldrig kunne blive stuerent, mener Nicolas Barbano.

Det er sociolog Emilia van Hauen ikke helt enig i, for hun mener, at at porno faktisk er blevet mere stuerent:

- Erotikken får lov til at blive udfoldet og undersøgt på en helt anden måde end nogensinde før i historien. Porno er for en stor del blevet mere stuerent, og vores tilvænning til at se sex på skærmen er sket gradvist. Den første gang vi så dem have sex i Big Brother, ramte det jo avisforsiderne næste dag. Nu er vi fuldstændig vant til den synlige penetrering og trækker kun på skuldrene af det, når de giver den gas på lagnerne, siger Emilia van Hauen og peger samtidig på, at tilgængeligheden også har normaliseret pornoen. På vores telefoner, computere, iPads m.v er der nøgne billeder, når og hvor vi vil have det.

I følge Emilia van Hauen begyndte den nye nøgne bølge med Sex and the City.

- Det, vi i meget høj grad ser, og som i den grad blev anført af Sex in the City-kvinderne, er, at kvinder ejer deres egen seksualitet i dag. Der er masser af kvinder derude, der vil have sex, og som ikke længere er en ren genstand. Kvinden er genstand for mandens begær, men manden er så sandelig også genstand for kvindens begær. Det, der er sket i film og tv-serier, og det, der er den store ændring, er frigivelse af erotikken og frigivelse af kvinden som erotisk udfoldet væsen. Det spændende er, at kvinder i alle aldre begynder at bekende sig til deres seksualitet. Når de interviewes i bladene om deres skønhedsrutiner, siger de ikke længere: ’Jeg drikker to liter vand om dagen’, men i stedet: ’Jeg dyrker en masse sex’. Højtuddannede kvinder taler åbent om deres sexliv og står ved, at de vil have noget ud af deres liv – også på den front, forklarer Emilia van Hauen.