Pia K: Nu kan jeg slukke telefonen

Pia Kjærsgaard glæder sig til et liv, hvor hun ikke skal have styr på alt i Dansk Folkeparti, og kan slukke sin mobiltelefon.

’Alt falder tilbage på formanden.’ Sådan beskriver Pia Kjærsgaard livet som partiformand. Det ansvar havde hun i 23 år, først i Fremskridtspartiet og siden i sit eget parti, Dansk Folkeparti. For nogle uger siden overlod hun posten til Kristian Thulesen Dahl, og selvom Kjærsgaard er en af Danmarks mest rutinerede politikere kan hun tydeligt mærke forskellen, fortæller hun.

- Jeg har altid taget det at være formand meget seriøst. Det er et stort ansvar. Jeg går meget i detaljer, så for mig har det betydet, at jeg skulle have tjek på tingene alle steder. Det slider selvfølgelig. Jeg blev ringet op fra tidlig morgen til sen aften om, at jeg skulle på i medierne. Jeg kan tydeligt mærke, at det tryk er lettet. Nu er det ikke længere mit ansvar, hvad der sker i partiet, siger Pia Kjærsgaard til Alive.dk

På Billedbladet.dk kan du se et klip med Pia Kjærsgaard, der fortæller hvorfor, hun er vild med bokseren Mikkel Kessler

Ønsket om at have styr på alle detaljer, gjorde at den nu tidligere partiformand altid havde sin telefon tændt. Nu er det ikke længere hendes nummer, alle i partiet har på hurtigkald. Det bliver en stor omvæltning for politikeren.

- Hvis jeg er ude at spise med min mand, kan jeg roligt slukke mobilen. Det har jeg ikke kunnet før. Så på den måde tror jeg, der bliver mere ro i min tilværelse. Jeg har altid været på arbejde, og det bliver anderledes nu. Det glæder jeg mig til, og det er vist også på høje tid. Jeg har gjort mit, synes jeg.

Ikke klar til at blive pensioneret
I en alder af 65 år kunne Pia Kjærsgaard sagtens trække sig helt ud af politik for at nyde pensionisttilværelsen. Hun er glad og stolt over de resultater, hun har opnået, men føler sig slet ikke klar til at lade sig pensionere endnu.

- Jeg har jo, i al beskedenhed, skrevet danmarkshistorie. Det er dejligt at have været med til. Men jeg har ikke overvejet at gå på pension. Man skal leve fuldt og helt med det, man har. Det gør jeg, og genopstiller til næste folketingsvalg. Jeg føler mig fit for fight, siger Pia Kjærsgaard.

Før Pia Kjærsgaard blev valgt til Folketinget i 1984, arbejdede hun blandt andet som hjemmehjælper i seks år.

Nogle gange giver det uforudsete forhindringer at være i mediernes søgelys for Pia Kjærsgaard. Læs historien på Billedbladet.dk