Ønsket om at være tynd ligger i generne

Vores ideal om at ligne en tynd supermodel skyldes muligvis vores gener.

Sukker du også efter modellernes tynde kroppe og venindens flade mave? Så skyldes det måske dine gener.

En ny amerikansk undersøgelse viser nemlig, at i mere end 40 pct. af tilfældene, hvor kvinder længes efter at være en str. 34 eller 36, er det muligvis generne, der er skyld i det.

Forskere fra Michigan State University interviewede 300 kvindelige tvillinger i alderen 12-22 år. De målte, hvordan deres idealbillede af en tynd krop så ud, og sammenlignede så resultaterne fra identiske tvillinger, som har de helt samme gener, med tveæggede tvillinger, der ikke deler de helt samme gener, skriver Huffington Post.

Forskerne så en helt klar tendens til, at de identiske tvillinger i højere grad havde det samme billede og ønske om at være ultratynde end de tveæggede, og dermed kunne det konkluderes, at hos op mod 40 pct. af de kvinder, der har et ønske om at være ligeså tynde som en supermodel, kan det altså skyldes noget genetisk.

Vores gener sig meget om vores liv. Men kan de også forudsige, hvor gamle vi bliver? Læs om det på Søndag.dk

Kvinder føler sig truede
Forskerne ved dog ikke noget om, hvilke specifikke gener der er tale om, og det er da også klart, at hver tvillings egne oplevelser og erfaringer spiller en rolle i forhold til kropsidealet.

Men det kan være ganske ødelæggende for en kvinde at have de såkaldte ’size-0-modeller’ som idealbillede, understreger ekspert.

- Kvinder med et ideal om at være ultratynde vil gå forbi nogle magasiner og sammenligne sig selv med modellerne, føle sig truet og tænke, hun er nødt til at ændre sig for at ligne dem. Og det vil så i nogle tilfælde føre til usunde diæter og måske endda en spiseforstyrrelse, udtaler Cynthia Bulik, der er leder ved University of North Carolina Eating Disorders Program og som har skrevet bogen ’ The Woman in the Mirror’.

Hun understreger, at der også findes kvinder, der er helt ligeglade med de tynde modeller og derfor slet ikke lader sig påvirke.

Hvis du har svært ved at finde glæden, skal du måske skyde skylden på dine gener. Læs hvorfor på Psykologimagasinet.dk

Følsomhed over for samfundets idealer
Det er dog ikke første gang, at forskning peger på, at vores gener spiller en rolle i forhold til vores personlighed, fx i forhold til om en person er perfektionist eller ej. Det er altså måske de samme gener, der spiller en rolle i forhold til både vores personlighed og kropsideal.

- Det betyder, at det, vi måske taler om, er ’genetisk bestemte forskelle i følsomheden over for miljøet’. Altså, om vi er mere eller mindre følsomme over for samfundets idealer om fx at være tynd, siger Cynthia Bulik.

Undersøgelsen har været offentliggjort i tidsskriftet International journal of Eating Disorders.

Kilde: www.huffingtonpost.com

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her