Når sygdommen rammer

Hvad skal du sige til dine børn, hvis du bliver alvorligt syg?

Man kan næsten ikke bære tanken. Men det sker jo desværre for nogen og hvem ved? Måske også for én selv en dag. Man bliver syg, og det er alvorligt. Måske endda med døden til følge. Hvad gør man? Hvordan kan man overhovedet selv rumme det og ikke mindst: Hvordan skal man håndtere det hele overfor børnene?

Det er en problemstilling, som chefpsykolog i foreningen ´Børn, unge og sørg´, Roal Ulrichsen, ofte møder i sit arbejde.
- Når det drejer sig om større børn, teenagere og unge, så har de ofte allerede en fornemmelse af, at noget er galt. Så du skal sætte god tid af og fortælle om din diagnose, ansigt til ansigt. De har brug for at fordøje beskeden, men også for at kunne stille spørgsmål, fortæller Roal Ulrichsen til Oestrogen.dk.
De mindste børn vil til gengæld nok have svært ved at forstå det og vil ofte have brug for at ”lege videre” eller lave noget andet, mens de langsomt begynder at forstå budskabet. Men det betyder ikke, at de ikke forstår, at et eller andet er galt.
- Man kan ofte konstatere at de små børn bliver mere søgende og grædende i perioden, og derfor skal man for så vidt muligt sørge for, at de fortsat har trygge og velkendte rammer med en normal hverdagsrytme og de sædvanelige rutiner intakte, slår Roal Ulrichsen fast.

Læs også oestrogens artikel: Med kræften som medpassager

Dør du af det?
Dør du af det? – det er det uundgåelige spørgsmål, der selvfølgelig også rammer de større børn. Du har nok allermest lyst til at sige, at du selvfølgelig nok skal overleve. Men Roal Ulrichsen påpeger, at det allervigtigste er, at dine børn kan stole på det, du fortæller.
- Det mest ærlige svar vil oftest være, at man sammen med lægerne vil gøre alt for at blive rask igen, men at man ikke kan love noget.
Ærligheden og det at føle, at der ikke bliver holdt noget skjult for én, er noget af det vigtigste for det store barn, der står midt i sorgen.

Tal om sygdommen..
Selvom diagnose måske ikke er noget, man har lyst til hele tiden at tale om, så er det ikke desto mindre vigtigt, at I gør det. I skal hjælpe jeres barn med at få sat ord på dets følelser. Og barnet bliver ikke mere ked af, at I taler om det og måske græder undervejs.
- Det gør på ingen måde noget, at nogen græder. Snarere tværtimod. Gråden er blot en fremtrædelse for noget, der ligger inde bag ved. Det er afgørende vigtigt, at dit barn ikke selv bliver bange for sine følelser og for at græde. Men det skal holde op igen, fortæller Roal Ulrichsen videre. Der skal være en udvikling i sorgen. En bevægelse hen imod en accept.
- Husk i øvrigt også, at når det kommer til det ældre barn, så er det vigtigt, at du sætter dem godt ind i din behandling. Ellers vil de typisk selv begynde at søge efter svar på internettet eller lytte ved dørene, og dér kan de hurtigt blive vildledt og skabe nogle helt forkerte forestillinger om, hvad der egentlig foregår.

Læs også Giv de syge børn smilet tilbage på oestrogen.dk

… Men også om andet!
Men selvom det er vigtigt at tale om sygdommen, så er det også vigtigt at tale om noget andet, påpeger Roal Ulrichsen.
- Det er normalt, at de yngste teenagere lukker af overfor, hvad der sker, mens de ældre teenagere kan blive for overinvolverede. Så sørg for at børnene stadig har et normalt liv. I skal tale sammen om andre vigtige ting i dit barns liv. Alting skal ikke altid handle om dig og din sygdom. Du skal huske at være interesseret og at følge med i dit barns liv. På den måde kan du være med til at vise, at der er andre vigtige ting i livet for dit barn og for dig selv.

Når mor eller far er væk
Ender diagnosen med et dødsfald, så kræver det selvfølgelig også en ekstra opmærksomhed på børnene. Store som små.
De mindste børn har en særlig evne til at huske det positive, og er derfor åbne og taler frit om deres døde mor eller far, og det er vigtigt at man fastholder dage som fars dag, fødselsdag, et besøg på kirkegården, så den døde stadig forekommer at være en del af familien. Men de kan også gå hen og opleve angst for adskillelse, ondt i maven, mareridt og vil ofte søge nærvær ved sengetid, og dér har de selvfølgelig brug for masser af trøst og nærvær.

Den store uretfærdighed
Unge oplever det mere som en stor uretfærdighed og forsøger at danne en menig med det hele. Hvorfor ramte det netop her, og ikke hos andre?
- Vreden kan spille en rolle og det er svært, fordi hvem skal vreden rettes imod? De fortæller også om en fuldstændig uoverskuelig smerte, der overvælder helt. Gråden kan komme som en stormflod, og mange fortæller, at de er bange for, at det aldrig holder op. Mange oplever, at savnet vækkes ved den mindste anledning, en speciel duft eller et stykke musik i radioen fortæller Roal Ulrichsen videre om sine oplevelser med børn og unge, der er ramt af sorgen

Savnet kan komme snigende
En ting, det også er vigtigt at være opmærksom på, er at savnet ikke altid kommer med det samme. Det kan lige pludselig bryde ud efter nogle måneder, når det for alvor går op for barnet, hvad der er sket. Og herefter kan savnet komme og gå i årevis, hvor det lige pludselig kan komme frem, meget voldsomt, men måske uden nogen egentlig anledning.

Giv plads til følelserne
- Nogle kommer samtidig i den klemme, at de på den ene side ønsker så inderligt, at savnet vil forsvinde, men samtidigt bliver de også bange for, at deres forældre bliver glemt, fortæller Roal Ulrichsen.
- Det er en kæmpe hjælp for mange at opdage, at deres følelser er helt normale, og at de ikke er alene eller anderledes eller ”mærkelige.” Derfor er det så vigtigt både at tage deres sorg alvorligt men også at hjælpe dem med at få et netværk, hvor der er plads til at fortælle om følelserne, når de kommer. Det er blandt andet dét, som en forening som ´Børn, unge og sorg´ kan hjælpe med.