Morten Spiegelhauer: Jeg var hjemløs i Paris

Som nybagt student tog Morten Spiegelhauer med sin barndomsven til Paris for at leve og bo i en bil

Af Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media

Verden ligger åben for en nybagt students fødder. Det samme gjorde det for Operation X-værten, Morten Spiegelhauer, da han for mange år siden stod med sin studenterhue på hovedet. Planen var klar:

Ham og barndomsvennen Esben skulle tage til Paris og bruge en Volvo som det eneste husly. Den unge Morten tog imod udfordringen med en vis tøven, og turen skulle vise sig at blive en dannelsesrejse af dimensioner.

To kilometer til toilettet
- Vi kom ud af vores comfort-zone hele tiden. Vi var jo nødt til at skaffe noget at spise, og vi var nødt til at komme på toilettet. At man virkelig skal skide og ikke har noget sted at gå hen, er jo noget, vi alle har prøvet, men når det er hver eneste dag, skal man finde ud af, hvordan man håndterer det behov. Det er ikke nemt, hvis man har været inde på den lokale cafe syv dage i træk og spurgt om man må låne toilettet, og der er måske 2 km til næste cafe, siger han i et interview med Euroman om oplevelsen.

Morten Spiegelhauer blev dømt i retten for at krævet for meget i husleje af sin lejer. Læs hele sagen på billedbladet.dk

Snød med madkuponer
Men de to unge mænd fandt efterhånden ud, hvordan de klarede sig på må og få i den fremmede by. Det lykkedes endda Morten Spiegelhauer at skaffe sig et arbejde på en Burger King. Til trods for, at sprogbarrieren gjorde det svært, så var der nu en indtægt, som de to kunne leve for, men turen havde haft sin pris, måtte den senere tv-vært konstatere.

- Første dag på jobbet stod jeg i omklædningsrummet. Jeg troede simpelthen, det var løgn, da jeg tog min trøje af og så mine ribben. I det øjeblik synes jeg, vi havde trukket det for langt ud, siger han i interviewet.

Tv-programmet Operation X er blevet kritiseret for at gå for langt i brugen af skjult kamera. Er du enig i kritikken? Læs synspunkterne på tjektv.dk

Fyret for tyveri
Han blev senere fyret, da han og vennen stjal nogle mad-kuponer og klippede dem fire gange, så de kunne få et femte måltid gratis på en anden Burger King. Overvågningskameraet fangede udåden, og så var det ”Au revoir” til jobbet. Morten Spiegelhauer oplevede dog den luksus at få et karbad inden han igen satte kursen mod Danmark.

- En dag var vi inviteret til fest hos nogle au pair piger. Ude på toilettet så jeg det her badekar, og pludselig drejede alt sig om at få et bad. Jeg gik ud i køkkenet og åbnede en flaske rødvin, tog et glas, og så gik jeg i karbad. Da jeg havde ligget der i fem minutter, tænkte jeg: ”Det er o.k., hvis der står 20 mennesker i kø, der vil give mig bank. Det er det værd”, siger Morten Spiegelhauer.