Markant flere rammes af tarmkræft i fremtiden

Det skyldes, at vi bliver ældre – men også, at vi lever for usundt.

I mange år er antallet af danskere, der rammes af tyk- og endetarmskræft steget, og nu har nye beregninger vist, at et langt højere antal vil blive ramt i de næste mange år.

- Vi er nødt til at tænde de røde advarselslamper. For det er en foruroligende stigning, der tegner sig de kommende år, når det gælder så alvorlige kræftsygdomme som tyk- og endetarmskræft, forklarer Iben Holten, der er overlæge i Kræftens Bekæmpelse.

Ifølge den nordiske kræftstatistik-database NORDCAN vil antallet af kvinder, der rammes af tyk- og endetarmskræft stige med 56 pct. flere tilfælde frem til år 2030, mens den for mænd stiger med 67 pct.

Den rigtige kost kan faktisk virke forbyggende mod kræft. Få otte gode kostråd mod kræft på Femina.dk

Opdager symptomerne sent
I dag er tyk- og endetarmskræft den tredje hyppigste kræftform hos både mænd og kvinder, og 4.300 danskere får årligt stillet diagnosen.

Problemet med sygdommen er, at mange først opdager symptomerne for sent, og dermed er overlevelsen efter tyk- og endetarmskræft heller ikke forbedret særligt i de seneste år.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse skyldes 75 pct. af den store stigning i de næste år, at danskerne bliver ældre og ældre, og kræftformen er netop kraftigt stigende fra 40-50 års alderen.

- Men danskeres usunde livsstil kan også være en del af forklaringen på den stigning, der tegner sig. Overvægt, for lidt motion, for megen alkohol og ensidig kost uden fuldkorn og grønt samt rygning er faktorer, der er med til at gøre tyk- og endetarmskræft til den tredje mest udbredte kræftform, siger Iben Holten.

Hjælp din mand med at opdage kræftsygdommen. Læs på Soendag.dk om klare tegn på, din mand har kræft
 
Læg mærke til symptomerne
Fra næste år tilbydes alle danskere i alderen 50-74 år en screening for tarmkræft som en del af Kræftplan III.

For det er nemlig essentielt at behandle sygdommen tidligt. Desværre viser symptomerne sig hos 60 pct. af patienterne først for sent i forløbet.

Her er tre af de vigtigste symptomer, man skal lægge mærke til:

- Blod – med eller uden slim – i afføringen.

- Anderledes afføringsvaner i mere end en måned. Dvs. skiftevis forstoppelse og tynd mave.

- Smerter ved afføring.