Selv om tv-værten Line Gertsen er et kendt ansigt, så bryder hun sig ikke om at stille sig frem på Facebook. Læs hvorfor lige her!
Line Gertsen, der er mor til en dreng på 11 år og en pige på snart tre og danner par med DR2-journalisten Nikolaj Sommer, har en arbejdsuge der hurtigt kommer op de 70 timer, og derfor bruger hun ikke sin fritid på at hænge foran facebook. Faktisk synes hun, at ’facebook er et forfærdeligt sted’.
- Jeg har en facebook-side, men jeg skriver ikke rigtigt noget selv. Og det gør jeg ikke, fordi jeg slet ikke kan håndtere det dér med, at man ligesom stiller sig selv frem. Og jeg tror bare, det bevirker, at man kun kan tænke: ’Mit liv er ikke noget’, og man kommer til at føle sig forkert, siger hun i et stort interview med SØNDAG.
Man skal hele tiden performe på Facebook
- I virkeligheden tror jeg, at det er dét, nogle af de sociale medier gør - de får én til at føle sig forkert. Får én til at føle, at man hele tiden skal performe. Hele tiden skal stille sig frem. Og det er jo egentlig mærkeligt, at JEG siger det, fortsætter hun.
- For det er jo det, jeg selv gør: Jeg performer jo og stiller mig frem. Men det, at man hele tiden skal gøre det og i alle aspekter af éns liv ligesom skal sætte det frem og til skue, og så kan folk ’like’ det eller ej, det tror jeg fremmer usikkerhed og en følen sig forkert hos mange mennesker. Det er derfor, jeg siger, at facebook er et forfærdeligt sted, siger hun.



