Læs alt om dansktoppen i nyt magasin

Birthe Kjær, Bjørn Tideman, Dorthe Kollo – de fleste kender navnene og musikken, men det er ikke meget, vi ser dem på tv-skærmen.

Fra i dag udkommer et nyt magasin kaldet ’Alt om dansktop’ fra Aller Media, og her går man hver måned tæt på dansktoppens mestre. En af begrundelserne for at udkomme med magasinet er ifølge chefredaktøren bag, Anette Kokholm, at dansktoppen ikke fylder så meget i mediebilledet, som den bør.

- Dansktop er folkets musik, og taget i betragtning hvor meget musikken fylder i danskernes bevidsthed, får den alt for lidt opmærksom hos de brede radio- og tv-kanaler. Dansktoppen har en stor og loyal fanskare, som elsker musikken – sangene er populære og mange er de gamle hits har vist sig at være tidsløse, siger Anette Kokholm.

Sådan holder Birthe Kjær sig i form. Læs hvordan på Seoghør.dk

Henrik Smith-Sivertsen, der er forskningsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek og forsker i dansk populærmusik, er enig i, at dansktoppen har begrænset medietid på tv og i radioen. Sådan har det været siden begyndelsen af 2000'erne, og dansktop er i dag en nichegenre. Han fortæller til Alive.dk, at der er et trofast publikum, men mest blandt de ældre.

- Dansktopmusikkens vigtigste platform i dag er TV Charlie, som jo er målrettet den modne del af befolkningen. Her har dansktoppen det godt, men der er ikke specielt mange yngre seere. Derudover bringes hitlisten Dansktoppen på radiokanalen P5, hvor der mig bekendt ikke er ret mange lyttere til programmet, siger Henrik Smith Sivertsen.

Han fortæller videre, at musikken i stedet lever et helt andet sted. 

- Det foregår live, hvor folk danser til musikken. De populære bands har et stort publikum og masser af jobs, siger han.

Kandis-Johnny blev far igen sidste år. Se billederne af hans søn på Seoghør.dk

Magasinet er forsøgt før
Det nye magasins succes, mener populærmusikforskeren, afhænger af flere aspekter. Blandt andet hvor bredt, det dækker rent musikalsk, når man taler om dansktop.

- Det kommer også an på, hvilke musikere man vil inkludere. Der er ikke så mange nye og unge musikere, der spiller dansktop. De navne, der er nævnt i forbindelse med udgivelsen, er i øvrigt med undtagelse af Kandis de samme, som var med, da man i 1970 forsøgte at lave et lignende magasin, der hed ’Dansk Toppen’. Det udkom kun en enkelt gang, siger han og fortsætter:

- Jeg håber da, det lykkes for dem. Men hvis vi sammenligner med Sverige, hvor dansktopmusikken i øvrigt stammer fra, så findes der et lignende magasin ’Får jag lov’, og deres oplag er kun på 7.600. Så det kan måske give et fingerpeg om, hvad målestoksforholdene er, siger Henrik Smith Sivertsen.