Lær at håndtere dine kroniske smerter

Det kan hverken ses på dig eller forklares af lægestanden, hvorfor du har ondt dagen lang, uden at noget hjælper mod smerterne. Men ondt har du, og generne bliver ikke mindre af, at du ikke føler dig forstået af dine omgivelser.

Rigtigt mange danskere har konstant ondt et sted i kroppen og har væsentligt forringet livskvalitet af samme grund. Faktisk lever hele 20 % af danskerne med kroniske smerter. Det skriver fagbladet Sygeplejersken

Selvom sundhedspersonalet ikke kan få dine smerter til at forsvinde, er der imidlertid flere veje til at arbejde for, at du får et bedre liv med dine smerter.

Har du en kronisk museskade, så er du sikkert kvinde. Læs hvorfor på Søndag.dk

- At acceptere kroniske smerter er ikke det samme som at give op. Der kan og skal stadig kæmpes for at få et godt liv, og det kan vi hjælpe med, siger Gitte Hadberg, der er overlæge på Smertecenter Syd ved Odense Universitetshospital, til Sygeplejersken.

På smertecentret fjerner sundhedspersonalet ikke folks smerter. Og det melder de klart ud fra start. Stik mod, hvad man kunne forvente, gør det ikke patienterne oprørte. På smertecentret erkender de nemlig helt fra start, at patienten rent faktisk har fysisk ondt, selvom det ikke kan ses, og at det ikke er noget, der sidder oppe mellem ørerne på dem. Mange smertepatienter har oplevet at få at vide af behandlere, at deres smerter er psykisk betingede, selvom det ikke er tilfældet.

Formålet med behandlingen er i stedet at komme nogle af alle de problemer, som smerterne forvolder patienterne, til livs, så livet bliver lettere at leve for dem trods smerter. Det kan bl.a. indbefatte en livsstilsændring, hvor patienterne accepterer og tilrettelægger deres liv efter smerterne. Samt at de taler med andre i samme situation.

- Kroniske smerter er som et løg. Der er en kerne af smerter, vi ikke kan gøre noget ved, men vi kan hjælpe med at pille alle de yderste lag af, så der kun er kernen tilbage, siger Gitte Handberg.

Sundhedspsykolog på Det Tværfaglige Smertecenter, Herlev Hospital, Søren Frølich, udgav sidste år bogen ’Kroniske smerter – kan man lære at leve med det?’, og heri får du flere gode råd til, hvad du selv kan gøre for at håndtere dine smerter og få et bedre liv. Her er et udvalg af de metoder, han foreslår:

Psykoterapi kaldet Acceptance commitment therapy
Her er formålet, at få smertepatienten til at acceptere sine smerter og sætte mål efter, hvad hun kan i stedet for at have fokus på det, hun ikke kan.

Mindfulness meditation
En form for meditation, hvor du lader sindet stå helt åbent for indtryk nu og her. Kan hjælpe smertepatienten til at acceptere sine vilkår.

Få en guide til meditation og mindfulness på Soendag.dk

Elektrisk stimulation
Transkutan elektrisk nervestimulering kan gennem elektriske påvirkninger nå gennem huden og ind til nerverne. Elektroderne sættes direkte på det smertende område, og behandlingen kan smertepatienten foretage derhjemme.

Fysisk træning
Du får sikkert ikke færre smerter af at træne, men med bedre kondition og mere styrke, kan du komme lettere igennem hverdagen.

Afspænding
Med afspændingsøvelser kan du slippe for mange muskelspændinger og få en bedre kropskontakt.