Lær at flirte med tre øvelser

Ofte forbinder vi flirten med noget seksuelt, men det at flirte behøver langt fra at have et formål.  De der mestrer det, oplever både et mere positivt selvbillede, og føler sig mere set af omverden.

Lars Ylander er ekspert i at flirte. Udover at holde kurser og foredrag om det at flirte, har han sammen med Louise Scheele Elling skrevet bogen Flirt med livet. Han fortæller om flirten:

– At flirte er at leve, og det får din indre livsgnist til at flamme op. Flirten er med til at sætte kulør på hverdagen og er en måde at komme i kontakt med andre mennesker på. Det at flirte behøver slet ikke at føre til noget, og man behøver overhovedet ikke at have et formål med sin flirten – man kan sagtens flirte for flirtens egen skyld, understreger Lars Ylander.

Flirt din selvtillid i top
At flirte uden bagtanker er det, som man kunne kalde den rene flirt – en spontan og kortvarig seance, men hvor der ikke “sker mere”. Hvor man flirter udelukkende, fordi det er sjovt og dejligt at tænde lyset i andres øjne. Den rene flirt kan efterlade en kort, men berusende oplevelse hos én selv og andre, som man måske aldrig glemmer.

– Flirten giver rigtig mange gode indre oplevelser og kan desuden få ting til at ske i dit sociale liv. Flirten spreder glæde og passion og booster både dit eget og andres selvværd. Hvis du er god til at flirte, så er du sjov at være sammen med. Du får folk til at smile og kommer selv til at smile – og det fungerer som en positiv spiral, forklarer Lars Ylander.

Det store nøgengalleri – elsk din krop som den er på q.dk

Sådan sætter du turbo på flirteriet
Start med at blive opmærksom på, om du flirter, og hvor meget du flirter. Synes du, at du gør det for lidt? Overvej, i hvilke situationer du kunne forestille dig at få mere flirt ind i hverdagen.

Sæt dig nogle flirtemål. Inden du tager hjemmefra, så beslut dig for, hvor du vil flirte. Det kan f.eks. være på din cykeltur til arbejde, i bussen, på perronen, når du alligevel står og venter på toget, eller når du handler i supermarkedet.

Tag mod til at sende et lille nærværende smil enten til en, der trænger, eller til en, der lægger op til det.

En god flirt skal være henkastet – sådan lidt i forbifarten. Ved f.eks. at fastholde blikket i et kort øjeblik – og højst i 2-3 sekunder – opnår du en slags spænding eller magi, som skaber glæde og energi hos den anden og hos dig selv. Det er en positivt bekræftende spiral.

Det store brystgalleri. Se mere på q.dk

Tre gode flirte-øvelser
For at opbygge overskuddet kan du eventuelt starte med at flirte med dig selv. Kom i gang med disse tre lette øvelser:

1. Se dig selv i spejlet
Se dig selv i spejlet, og nævn nogle ting, som du kan lide ved dit udseende. Ret dig op, vær rank og stolt, og slap af med et smil. Skab et intenst nærvær med dig selv, og forestil dig, at spejlbilledet kun gør det, fordi det synes, at du er dejlig. Vend så ryggen til spejlet, og forestil dig, at personen i spejlet er en anden, der bliver stående og kigger efter dig. Vil personen være ked af, at du går din vej? Det er denne fraværsfølelse, som du skal have frem.

Byt så roller med spejlbilledet. Forestil dig, at det er den lækre person i spejlet, der går sin vej. Når du føler, at det er en, som du kommer til at savne, er du i havn. For det betyder, at du har bygget en lille flirt op, og når flirten slipper, og I fortsætter i hver jeres retning, får du den der fornemmelse af magisk fravær – en mulighed, der ikke blev grebet ud efter, men som alligevel var fyldt med masser af liv og lyst.

2. Forestil dig, at du flirter.
Tænd for fantasien, og se situationen for dig. Forestil dig f.eks., at du står i grøntafdelingen i supermarkedet og leder efter artiskokker. Ved siden af dig står en sød fyr, som leder efter cherrytomater. I falder i snak. Hvad siger I til hinanden? Forestil dig, at det (selvfølgelig) ender positivt.

3. Væk din flirtelyst.
Inden du står ud af sengen om morgenen, kan du stille dig selv følgende spørgsmål: Hvorfor vil jeg flirte i dag? Hvem vil jeg flirte med? Hvor, hvornår og hvordan vil jeg flirte? På den måde får du fokus på at få flirten ind i din dag.