Læg nytårsfestens smukkeste makeup

Uanset, om din makeup til årets største fest skal være afdæmpet, sexet eller vild og glitret, er det vigtigt, at din øjenmakeup bliver, hvor den skal, og at din læbestift ikke klistrer fast til champagneglasset. 

Charlotte Torpegaard, der er blogger, forfatter og skriver skønhedsklummen i magasinet ELLE, giver på sin skønhedsblog Ilovebeauty.dk en guide til, hvordan du lægger en flot festmakeup, der holder hele natten.

Sådan styler du dit lange hår inden nytårsfesten. Få tipsene på Femina.dk

Inden du går i gang, gælder det om at få lagt en god bund for din makeup, så underlaget hverken er fedtet eller skaller af. Derfor bør du starte med at rense og scrubbe din hud nogle timer før og smøre den med en god creme, der får lov at trænge ind. 

Skønhedsbloggerens guide til den perfekte nytårsmakeup:

1. Primer
Når makeuppen skal holde en hel nat, har du brug lidt ekstra hjælp. Det får du ifølge skønhedsbloggeren med en primer. Det er et produkt, du smører på allerførst, og så hjælper den med at holde resten af makeuppen på plads.

2. Foundation
Din foundation skal ensarte din hud, inden du lægger farve på, og den skal få din makeup til at sidde bedre fast. Det er ikke dens hensigt at få dig til at se mere brun ud i ansigtet. Vær opmærksom på at vælge en, der er gultonet i stedet for rødtonet, hvis du har mistanke om, at folk vil tage billeder.

Sådan lægger du en makeup, der slanker dit ansigt. Se mere på Q.dk

3. Øjnene
Læg en eyeliner på øjenlåget og brug evt. en kohlstift på den våde kant under dine øverste øjenvipper. Vælg to farver i din øjenskyggepallette, og læg den mørkeste nederst og den lyse ovenover. Jo mere mørk farve, du lægger på, og jo længere du lader farven gå ud over øjets yderste kant og ned under øjet, jo mere dramatiske bliver dine øjne. Det kaldes for smoky eyes og egner sig fint til en aftenfest. Slut af med en meget lys farve en såkaldt highlighter helt oppe under øjenbrynet.

4. Blush
Hvis du vil have let rødmende rosenkinder, skal du vælge at duppe din blush på, hvor dine kindben er aftegnet, når du smiler. Hvis du i stedet vil have et gyldent aftenlook, så vælg en shimmerblush i en brunlig nuance til dine kinder.

5. Læberne
Hvis du har valgt at skabe mørke, sexede smoky eyes, så hold lidt igen på farven på din læbestift. Det er pænest, hvis det kun er en af delene, der er fremtrædende. En pink, rosa eller koral læbestift giver dig optisk hvidere tænder. Hvis du starter med at putte lidt pudder på dine læber, og tegne dem op med en læbeblyant i samme nuance, så holder din læbestift bedre.

6. Den store finale
Slut af med en såkaldt mist, som du sprayer ud over dit look. Hvis du vælger en i en fiks lille flaske, skal du tage den med i tasken, da du let kan friske din makeup op med den i løbet af aftenen.