Kvinde, hold dig til disse kosttilskud

Vitaminer skal indtages via mad, og kun i enkle tilfælde bør kvinder tage tilskud. Se hvilke her.

De fleste kvinder behøver ikke nogle former for kosttilskud eller alverdens præparater, der lover glat hud eller fastere balder. Dog er der mange kvinder, der ikke får helt tilstrækkeligt af visse vitaminer og mineraler gennem deres kost.

- Som hovedregel skal du kunne dække dit behov af de essentielle vitaminer og mineraler via din kost. Dette kan dog i nogle tilfælde være svært, hvis du som kvinde for eksempel bløder meget under menstruation eller har fået konstateret jernmangel, siger klinisk diætist Anne Louise Knudsen fra diætpiloten.dk til Alive.dk.

Herunder kan du danne dig et overblik over hvilke tilskud, der kan være nødvendige. Husk altid at rådføre dig med din læge, inden du starter på at indtage tilskud.

A-vitamin er godt for øjne og hud, E-vitamin for kredsløb og hjerte - Har du også svært ved at huske dem alle? Så se listen over alle vitaminerne på femina.dk

Jern:
- Har du meget kraftig menstruation, eller får du ikke ret meget kød, kan et tilskud af jern være nødvendigt. Mange kvinder lider af jernmangel, hvilket kan føre til træthed, bleghed, og du kan føle dig uoplagt. Du kan også gå den naturlige vej og spise mere indmad, kød, bælgfrugter, havregryn, æg og kartofler.

D-vitamin:
- Mange danske kvinder får ikke nok D-vitamin. Vitaminet hænger tæt sammen med optagelsen af kalk og jern. D-vitamin dannes i huden, når vi får sol, men med de solskinstimer, vi har i Danmark, kan dette godt blive et problem. D-vitamin er at finde i fede fisk, æg, lever og avocado. Pas dog på med overdosering, da dette kan afkalke knoglerne.

Kalk:
- Er du over 60 år, kan du muligvis have gavn af et tilskud af kalk. For at optage kalk er det nødvendigt at få nok D-vitamin samtidig. Ældre kvinder kan have gavn af et tilskud af jern, da dette er med til at styrke knoglerne. Når du er over 60 år, har du større risiko for at udvikle knogleskørhed, og det er derfor vigtigt at være opmærksom på dit indtag af kalk og D-vitamin. Men pas på ikke at kaste dig ud i et overforbrug af kalk. Det kan føre til jernmangel, da kalk hæmmer optagelsen af jern i tarmen. Det gælder derfor om at få nok, men ikke for meget. Udover tabletform findes kalk i mælkeprodukter, ost, fisk, gryn, grønne grønsager, brune og hvide bønner, mandler og sesamfrø.

Gravid, veganer eller syg?
- Planlægger du at blive gravid, eller er du det allerede, så er der god grund til at tage et tilskud af folat specielt i første del af graviditeten. Mangel på folat under en graviditet kan risikere at føre til ufrivillig abort, siger Anne Louise Knudsen.

For mange vitaminer kan skade fosteret, hvis du er gravid. Se på mama.dk hvilke du skal være varsom med

Din livsstil påvirker naturligvis også dine behov for vitaminer, og vælger du for eksempel at være vegetar eller veganer, skal du være ekstra opmærksom på din kost.

- Er du veganer, indtager du ikke animalske fødevarer, hvilket kan føre til mangel på B12 og D-vitamin.  Snak med din læge om behovet for tilskud af disse. Udelukker du store dele af din kost eller er syg, kan der også være god grund til at få et tilskud og diverse vitaminer og mineraler.

Overordnet set bliver de fleste kvinder dækket ind via deres kost. Vælger du at tage et tilskud efter at have rådført dig med din læge, er det vigtigt at følge dosis, da både for lidt og for meget kan have uønskede følgevirkninger.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her