Kirsten Olesen: Sådan var det at dø i første afsnit af Arvingene

Skuespilleren Kirsten Olesen nåede lige at blive præsenteret i DRs nye dramaserie Arvingerne, før hendes karakter forsvinder. Her fortæller hun, hvordan hun har det med, at Veronika Ågård dør i første afsnit.

Rigtig mange kender skuespilleren Kirsten Olesen som Agnes i tv-serien Matador, men i går var hun helt kort aktuel i DRs nye dramaserie Arvingerne, hvor hun spiller billedkunstneren Veronika Ågård, der er mor til fire.

Men man skulle være med helt fra start, hvis man skulle nå at se Kirsten Olesen på skærmen, for hun blev der ikke længe. Det er nemlig netop Veronikas død, der er seriens omdrejningspunkt og det, der sætter hele handlingen i gang.

Kirsten Olesen mistede sin mand i foråret efter to et halvt års sygdom. Alligevel kom hans død som et chok for hende. På søndag.dk fortæller hun hvorfor

Det var mit lod

Men hvordan er det så at være den karakter, der allerede bliver skrevet ud af serien i første afsnit. Det har SØNDAG spurgt Kirsten Olesen om.

– Jeg trak altså det lod denne gang, at min figur skulle dø i første afsnit. Desværre, siger hun.

Og det er et desværre, Kirsten Olesen faktisk mener.

– Det er jo her (Det Kongelige Teater, red.), jeg har min daglige gang, forklarer hun og fortsætter:

- Tv er et sted, hvor jeg kommer på besøg en gang imellem. Efterhånden sjældnere og sjældnere. Derfor har det også været så dejligt at få lov til at være med, selv om det er nok så småt, og man hurtigt er ude ad døren igen, siger hun.

Birgitte Hjort Sørensen – bedre kendt som Katrine i DRs tvserie Borgen – afslører på søndag.dk, hvilken tv-serie, der er hendes favorit

Blev fristet af Pernilla August

Selv om Kirsten Olesen er fastansat på Det Kongelige Teater, giver hendes kontrakt hende mulighed for lave andre ting uden for Det Kongelige Teater en gang imellem. Og en rolle i en tv-serie, der oven i købet skulle instrueres af den svenske skuespiller Pernilla August (der de senere år er begyndt at arbejde som instruktør), sagde hun glad ja tak til, selv om hendes mand altså var syg, og hun skulle spille en kvinde, der døde.

– Jeg blev fristet af, at det var Pernilla August, der skulle instruere, og af alle de gode, dygtige kolleger, der også skulle medvirke, og af Maya Ilsøes fine manuskript, siger hun og fortsætter:

- Jeg syntes også, det var spændende, om man kunne lave en karakterdrevet serie i dag, hvor vi ellers er så vant til, at alting skal være plotbaseret og med nogle meget stereotype figurer omkring. Arvingerne er lige det modsatte, siger hun.

Det er Pernilla August, der har instrueret Arvingerne – på søndag.dk fortæller hun, hvad det var der fik hende til at sige ja til opgaven

Arvingerne fænger

Om det første afsnit af dramaserien Arvingerne siger Kirsten Olesen:

– Det fænger, synes jeg. Historien fænger. Det skal jeg selvfølgelig næsten sige, når jeg selv medvirker. Men jeg synes det virkelig. Jeg håber, seerne bliver tændt på at følge de fire børn, som Veronika efterlader sig, siger hun. 

Læs også: