Som barn drømte Katy om at komme i skole. En drøm, som først gik i opfyldelse, da hun blev 14 år. Hendes religiøse forældre frygtede nemlig, at et liv blandt andre børn ville skade hende...
Man kan ikke se det på den udadvendte Katy Bisby med det hjertelige smil og armene fulde af tatoveringer i knaldfarver. Men den 26-årige kvinde fra programmet Alt for Danmark er vokset op i et religiøst hjem i Arkansas, USA med forældre så strikse, at hun hverken måtte se MTV eller film, hvor der var risiko for bandeord.
Forældrene var i det hele taget dybt mistænksomme over for verden uden for hoveddøren, og da Katy som syvårig skulle starte i første klasse på den lokale skole, valgte de at holde hende hjemme og i stedet overlade undervisningen til moderen.
Hun voksede op i landsbyen Mountainburg med 600 indbyggere. Hendes far var præst i den baptistiske kirke, og både Katy og hendes storesøster Kelly, blev konstant beskyttet mod omverdenen.
Natascha blev hjernevasket af en sekt i Silkeborg – læs den skræmmende historie på udeoghjemme.dk
Et ensomt barn
– Min søster, Kelly, holdt meget af at læse i biblen og sy og den slags, så hun blev hurtigt den populære pige i kirken. Uheldigvis havde jeg det ikke på samme måde. Jeg ville tale om ting som videospil, gyserfilm og drenge, og i løbet af kort tid så de andre mig som et udskud, siger Katy, som begyndte at opbygge et had mod de hjemmeskolede børn.
– Jeg brugte seks år af mit liv på at undgå dem, som hun siger. Da Katy blev 14 år, lykkedes noget, hun havde drømt om længe. Hun fik overbevist sine forældre om, at hun skulle starte i en skole. Det føltes som en kæmpe sejr. Men også som en stor skræk.
Da hun havde sin første skoledag som 14-årig, var hun dygtig til det faglige takket være sin mors hjemmeundervisning. Men hun havde ingen ide om, hvordan normale teenagere klædte sig. Hvordan de talte. Og hvordan de sociale kliker og grupper fungerede.
Hun oplevede også en ny bevidsthed, hun ikke havde haft før. Da hun gik hjemme, havde hun aldrig tænkt over, hvordan hun så ud. Nu kunne hun pludselig mærke usikkerheden omkring sit eget spejlbillede.
– I løbet af en uge i skolen, hadede jeg stort set alt ved mit udseende, mindes Katy, som skulle igennem nogle vilde hårfarver og piercinger for at finde sig selv.
Camilla Framnes fra De unge mødre hadede sit spejlbillede - læs hvorfor hun blev overvægtig på udeoghjemme.dk
Familiens sorte får
Storesøsteren Kelly gik modsat Katy direkte i forældrenes fodspor og er i dag en troende ung kvinde. Man finder næppe to mere forskellige søstre end Kelly og Katy, som slet ikke tror på Gud. Alligevel elsker de hinanden højt.
– Kelly er så sød og klæder sig ordenligt. Jeg har en mund som en sømand og har 14 tatoveringer. Men vi har det så godt sammen, og hun er der altid for mig, når jeg mangler en til at fortælle mig, hvordan jeg opfører mig ansvarligt. Jeg er der så for hende, når hun trænger til en drink.
Da Katy deltog i Alt for Danmark var det første gang, hun var væk fra USA og familien. Hun blev udvalgt til det danske reality program, fordi hendes danske oldemor Christine Hansen kom alene til USA som 26 år. Nu er det den 26-årige Katy, som er kommet til Danmark for at opleve sit livs eventyr og for at vinde hovedpræmien, som foruden 50.000 dollar vil bringe hende sammen med sine danske slægtninge.



