Katrine Hertz Mortensen: Jeg troede jeg skulle have en bad-boy

Tv-vært på Go’ Morgen Danmark har været sammen med sin kæreste i mange år, men egentlig troede hun, at hun skulle have en utilregnelig bad-boy type.

Tv-værten på Go’ Morgen Danmark Katrine Hertz Mortensen bor sammen med sin familie, kæresten Mikkel og børnene Bella på fire år og Henry på ni måneder i et rækkehus i Vanløse.

Men Mikkel, familielivet og huset i forstæderne er alt sammen noget, der i virkeligheden er kommet dumpende som resultat af livsvalg.

– Jeg havde haft en fast kæreste, men det sluttede lige dér, da min mor døde. Der var bare så mange følelser, der susede rundt på det tidspunkt. Og efter et angstanfald havde jeg det bare sådan: Nu skal jeg være alene! Det var jeg så ikke specielt længe. Der kom andre kærester. Men det var anderledes. For pludselig vidste jeg, at jeg ikke var afhængig af at have en at være sammen med. Jeg har aldrig været bange for at være alene lige siden, siger hun i et stort interview i SØNDAG.

LÆS MERE: På soendag.dk fortæller Katrine Hertz Mortensen hvordan hun har udfordret sin angst for på den måde at leve med den

Troede jeg skulle have en anden mand
Selv om Mikkel var anderledes end de andre mænd hun havde været kærester med, så fik han alligevel en chance.

– Jeg turde ham, selv om han var så anderledes end alle, jeg ellers havde mødt, fordi han hvilede så meget i sig selv. Jeg troede i virkeligheden, at jeg skulle have en helt anden mand – en, der var uberegnelig og bad-boy-spændende. Det troede jeg vitterligt, siger hun og fortsætter:

LÆS MERE: Det kan gå op og ned i parforhold. Få tips til, hvordan du holder liv i dit parforhold – find dem på soendag.dk

– Men så kom Mikkel, som jo både er smuk, sød, klog og sjov, men meget, meget anderledes og bare SÅ sikker på, at det skulle være os. Det kunne godt gøre mig lidt i bange i starten. Når han sagde: ”Jeg ved, det skal være os”, fik jeg det sådan: ”Det kan du sgu da ikke vide. Du ved slet ikke, hvordan jeg er. Hvad nu hvis jeg gør sådan eller sådan...”. Men han svarede bare: ”Hør her, du kan gøre lige præcis, hvad du vil. Jeg ved, det er os!”. Det var ret vildt, og det var det, der gjorde mig en lille smule bange i starten. Men samtidig kom det dér: Nu kaster jeg mig altså ud i det Og ja, så er tiden bare gået. Og gået godt, fortæller Katrine Hertz Mortensen.