Karen Hækkerup: Jeg er misundelig på min mand

Social- og integrationsministeren savner at være i kontakt med sine børn i løbet af dagen.

De fleste mødre snupper pauser i løbet af arbejdsdagen for at finde ud af, hvad ungerne render og laver. Det vil den socialdemokratiske social- og integrationsminister Karen Hækkerup også gerne, men hun har som regel ikke tid. Ofte er det derfor manden, folketingsmedlem Ole Hækkerup, der holder kontakten til parrets tre børn: Mads på 12 år, Ellen på 10 år og femårige Kirstine.

- Jeg har verdens bedste job, men jeg kan godt blive misundelig på min mand, når jeg ser hvor mange sms’er han har fået fra ungerne i løbet af dagen. De henvender sig til ham, fordi jeg sidder i møde eller ikke får svaret. Men når børnene leger videre, fordi de spiller eller hygger, og ikke har tid til mig, når jeg kommer hjem, kan jeg se de har det godt, siger Karen Hækkerup til Alive.dk

På Femina.dk kan du få en direktørs bud på, hvordan man som arbejdsnarkoman undgår at få dårlig samvittighed overfor børnene

Med arbejdsuger på op til 80 timer er det ikke altid plads til et idyllisk familieliv for Karen Hækkerup, selvom hun også prioriterer at have huller i den travle ministerkalender med planlægningsmøder, regeringsmøder, forhandlinger og besøg hos samfundets svageste.

- Man skal lære følelsen af aldrig at have fri, fordi man som minister skal være tilgængelig for en kommentar hele tiden. Alle i store stillinger kæmper for at få enderne til at mødes. Familien trækker, men jeg vil også gerne arbejde, siger hun.

Ministertelefonen skal være tændt hele tiden, men tager af og til lidt for meget af opmærksomheden fra familielivet, erkender toppolitikeren.

- Det er en fin drøm og ambition at have, at jeg slukker min telefon. Men i virkelighedens verden bliver folk nødt til at kunne få fat på mig. Jeg slukker den ikke, men jeg kan blive bedre til at lade være med at glo på den hele tiden.  Som så mange andre lider jeg nok lidt af det, man i gamle dage kaldte for telefonitis. Når den ikke blinker med hastende beskeder, vil jeg gerne blive bedre til at bruge tiden på at spille Ludo i stedet for at tjekke min telefon, siger hun.

På Billedbladet.dk kan du få svaret på om beskæftigelsesminister Mette Frederiksen slukker sin telefon, når hun har fri

Født af far
Karen Hækkerup, der har været en del af toppen i Socialdemokratiet siden 2005, mener ikke, at børnene til dagligt lader sig mærke af hendes mange arbejdstimer. Alligevel er der en episode med den yngste datter, der dukker frem af hukommelsen.

- Min femårige datter blev i lang tid ved med at påstå, at hun havde ligget i sin fars mave. Men nu har jeg fået hende overbevist om, at det altså var min mave, hun lå i, griner Hækkerup.

Den travle minister vil allerhelst holde fri i weekenderne, men når det ikke kan lade sig gøre kommer børnene med på arbejde – uanset omverdenens reaktion.

- Jeg forsøger at holde fri i weekenden, men nogle gange skal jeg arbejde. Hvis jeg skal til noget i weekenderne, tager jeg ofte mine børn med, siger Karen Hækkerup, der har været social- og integrationsminister siden oktober 2011.