Du får det sjovt! Det lover det nye træningskoncept Dirty Dancing, hvis du danser med til alle de klassiske hits fra 80’er-kultfilmen. Men er det virkelig sjovere end anden holdtræning? Og kan det samtidig give dig nok sved på panden? fit living tog med til træning.

– Tror du, vi skal danse sammen i par?

En af de andre deltagere hvisker spørgsmålet bekymret, så snart jeg har sat min vandflaske fra mig i hjørnet. Om lidt begynder 60 minutters Dirty Dancing, og allerede nu brager „Time of My Life” fra filmklassikeren fra 1987 ud af højtalerne. Det kan jo godt vække lidt nervøsitet i forhold til, hvor dirty sådan en gang Dirty Dancing egentlig er? Og om man bare tilnærmelsesvis kommer til at ligne danserne fra filmen og tør kaste sig rundt på gulvet på den selvsikre og sexede måde, mens pulsen stiger, og sveden drypper?

Dirty Dancing-konceptet er helt nyt i fitness.dk og er et forsøg på at tilbyde en anderledes træning. Målet er først og fremmest, at det skal være sjovt og uhøjtideligt.

Jeg kan godt mærke, at vi ikke helt er der endnu her klokken fem en grå mandag eftermiddag. Vi kommer lige fra arbejde eller studier, og udenfor regner det oven i købet, så vi skal lige i omdrejninger, før vi kan føle os som dansestjerner.

Slå hjernen fra og dans

Det er træner Cecilie Egeberg, der kickstarter os. Og bortset fra at hun fortæller lidt anekdoter fra filmen undervejs, så begynder dansetimen på en måde, vi kender. Med almindelig opvarmning i en-og-en-opstilling foran et kæmpespejl.

– Dirty Dancing skal være en sjov måde at få motion på. Vi danser gang i hele kroppen, og jeg bygger timen op, så vi skifter mellem hurtig og langsom puls. I skal bare følge med uden at tænke for meget, opfordrer Cecilie.

Jeg prøver at give slip på angsten for at se virkelig dum ud og i stedet nyde at vrikke, twiste og glide rundt på gulvet. Udfordringen er, at det tager lidt tid at føle, at man faktisk danser, fordi hjernen er fuldt beskæftiget med at huske trinene. Vi tager dem langsomt uden musik først, så alle har en chance, og vi griner befriende, da vi skal ryste rumpen.

– Det er ikke nogen særlig svær koreografi. Skuespillerne i filmen fik kun to uger til at lære trinene, før de begyndte optagelserne, opmuntrer Cecilie Egeberg.

Trinene minder om noget, vi kender fra aerobic eller zumba. Man kommer langt med et chassé! Men der er også sjove nye udtryk som mashed potato, hvor vi hopper og svinger benene fra side til side på sådan en jitterbug-agtig måde.

Det meste af tiden lykkes det mig at komme til højre, venstre og rundt på de rigtige tidspunkter. Med benene. Mine arme er en anden sag. De flyver lidt ukoordineret rundt, men det bliver bedre efter et par gange med hver serie. Jeg får bestemt ikke alle detaljer i koreografien med, men det er også lige meget. Det bliver sjovere og føles mere og mere som dans, og faktisk er det helt utroligt, så meget man kan nå på en time.

– Det her er jo ikke bare en dans. Det er en rigtig koreografi til en musical, som I kan tage ind og se til foråret. For mig gør det altså det hele lidt sjovere, at vi danser en del af et rigtigt stykke, fortæller Cecilie Egeberg veloplagt.

– Det er skønt at få lidt historie med ind i træningen. I stedet for at træneren kun råber opmuntringer om faste balder, får vi lidt romantiske minder fra filmen repeteret og lidt musicalinfo præsenteret, så vi glemmer lidt, at vi faktisk sveder en del.

Alle kan danse dirty

– Det er en fordel at danse på bare tæer. I kan bedre glide frem på sådan en sexet måde på gulvet, siger Cecilie Egeberg. Jo tak! Jeg sender en venlig tanke til Vild med dans-deltagerne de stakler skal jo glide sexet rundt i høje hæle og den oplevelse er jeg ret tilfreds med at springe over. På forhånd har jeg været spændt på at danse barfodet, men det er faktisk overraskende behageligt. Undervejs virker det helt naturligt, og jeg har heller ingen brok fra ryggen bagefter.

– Denne her type dans er forholdsvis skånsom for knæ og led. Vi hopper ikke så meget rundt. Til gengæld får vi godt gang i hoftebøjerne, lover Cecilie Egeberg.

Godt nyt for min talje, altså!

Pludselig beder instruktøren os om at vende rundt, så alt bliver spejlvendt. Jeg er ellers helt fint udfordret allerede. Min koncentration er i højt beredskab, og jeg kan mærke, at en time ikke er nok, hvis jeg skal leve Dirty Dancing-drømmen helt ud.

– Nogle af serierne har jeg også måttet øve mig lidt på derhjemme, indrømmer Cecilie Egeberg, men ingen af dem kræver, at man er specielt smidig eller stærk, så alle kan være med.

Svedigt bæller jeg begærligt det meste af min vand i mig til slut. Jeg har fået en times sjov motion i fuld koncentration, men vil helt sikkert føle mig endnu mere brugt i kroppen, når jeg kan flere trin og har bedre overskud til også at få armene med og komme ordenligt ned i knæ og ud til siderne. Den slags er der ikke tid til, når man jævnligt er en halv takt bagud!

Trin fra film og musical

Holdene i fitness.dk er oprettet som en optakt til Tivolis opsætning af musicalen „Dirty Dancing” til foråret. Koreografien til musicalen er lavet i samarbejde med selveste Tim Zimmermann, der stod for originalopsætningen i filmen fra 1987. Fitness.dktrænerne har alle været på kursus hos ham, men på de enkelte hold freestyler de, så du får ikke nødvendigvis præcis samme oplevelse i alle centre.

Det får du: Sjov motion, smidighed, balance, kondition og et lille 80’er-nostalgi-trip (musik, film og åhh, søde Patrick Swayze!)

Hvordan var dirty dancing?

Christina Sjøberg Petersen:
“Jeg er vant til at træne løb og crossfit, så det er rart med lidt afveksling med musik og dans. Nogle gange skal motion bare være sjovt, og jeg fik helt klart pulsen op. Og så er det da skægt, at jeg som barn så filmen utallige gange.”

Anne Sophie Jørgensen:
“Det er første gang, jeg prøver Dirty Dan-cing, og det er lidt udfordrende at skulle slå sig løs og lave en bootyshake, men alle har det jo sådan. Det er bare at kaste sig ud i det, og samtidig er det rigtig skægt.”

Fits vurdering:
Dirty Dancing er underholdende, giver sved på panden og er god træning for ben og talje. Holdet vil være perfekt sammen med styrke- og konditionstræning, hvis du er træt af at stirre på et pulsur eller en kilometertæller.

Kondition: 2 ud af 6 stjerner
Styrke: 1 ud af 6 stjerner
Smidighed: 2 ud af 6 stjerner
Sjov: 5 ud af 6 stjerner
Mental bonus: 4 ud af 6 stjerner

 

Se også:

fit tester: Hvad gør 14 dage på sofaen ved din krop?

Få drømmekroppen med interval

fit tester: 21 dage uden sukker