Julerester: Sådan skal det køles ned

Det er vigtigt at få sat madresterne hurtigt på køl, siger ekspert.

Når man holder julefrokost for familien eller gode venner, er det typisk med rigtig mange forskellige retter.

Det er desværre sjældent, at der bliver spist op, fordi der er så mange retter – men hvad gør man så med resterne? Hvis maden har stået ude i for lang tid, er den nemlig ikke helt så god at spise.

- Mad, der er opvarmet, skal nedkøles til under 10 grader på under tre timer. Har buffeten stået fremme i mere end tre timer, så er der risiko for, at der er kommet bakterier i maden. Og det betyder, at bakterierne kan formere sig – også selvom maden er kommet i køleskabet, forklarer Michael René, der er hygiejneekspert, lektor ved Professionshøjskolen Metropol og forfatter til ’Håndbog i praktisk hjælp’, til Alive.dk.

I de slemme tilfælde kan bakterierne give en klassisk omgang roskildesyge med diarré, hovedpine og opkast.

Får du også dårlig mave i julen? Få nogle gode råd til, hvordan du udgår det

Maden må kun genopvarmes én gang
Det er særligt kødretterne, man skal være opmærksom på, når det kommer til juleretterne. Det er nemlig vigtigt, at retterne køles ned forholdsvis hurtigt efter, at gæsterne har spist.

- Rødkål er ikke så slemt, fordi der er eddikesyre i. Salater kan være svære at vurdere. Men man må generelt lytte til sin sunde fornuft. Duft til maden, brug dine sanser og kontrollér, om den er i orden og kan gemmes, forklarer Michael René.

Når julebuffeten skal på køl, skal man sørge for, at det bliver gjort hurtigt, og at maden bliver pakket grundigt ind.

- Mad, der skal genopvarmes, må kun varmes én gang efterfølgende. Så skal det smides ud. Hvis det er pakket godt ind, kan det måske holde sig op til to dage i køleskabet, siger han.

Julefrokoster feder. Læs på Femina.dk, hvordan du kan komme slank gennem julen

Her er Michael Renés gode råd til nedkøling af mad:

- Del maden i mindre portioner, så nedkølingen går hurtigere.

- Nedkøling fra 65 grader til 10 grader skal ske på mindre end tre timer.

- Køl og genbrug ikke mad, der ikke kan overholde nedkølingsreglen.

- Nedkølet mad skal gerne spises inden for 1-2 døgn afhængigt af de hygiejniske foranstaltninger og det specifikke produkt.

- Kontrollér dit køleskab og din fryser. Vær opmærksom på, at køleskabstemperaturen skal holdes på 5 grader. Dog højst 2 grader for fersk fisk og færdigpakkede hakkede fødevarer og højst 4 grader for kølede ægprodukter. Fryserrummet skal holdes på -18 grader

- Pas på med at overfylde køleskabet, så der ikke er ordentlig luftcirkulation. Øl og sodavand kan evt. opbevares udenfor.