Mødre kender alt til følelsen af ikke at slå til på hverken jobbet eller derhjemme. Men hvad med fædrene?
At føle sig utilstrækkelig som far, er et af de største tabuer blandt mænd. Det skrev politisk analytiker og far Jon Kiellberg for nylig i en kronik i ALT for damerne. Derfor er det måske heller ikke mærkeligt, at det oftest er kvinder, vi hører fortælle om deres dårlige samvittighed over, at de ikke kan leve op til kravene som mor. Natasja Crone har f.eks. tidligere fortalt, at hun har haft rigtig meget dårlig samvittighed overfor sine børn. Men stiller mændene aldrig sig selv spøgsmålet: Er jeg en god nok far? Og får de aldrig dårlig samvittighed over at føle, de ikke slår til?
41-årig Allan Brødegaard Hansen kender til følelsen. Han er far til Milo på 13, Lucas på næsten seks og Alexander, der fylder to til maj. Den ældste er halvt finsk og bor i Finland.
»Specielt i hans opvækst, har der været dårlig samvittighed i forbindelse med, om vi sås nok. Men lige sådan i forhold til de to andre: Har man ro nok på arbejdet i forhold til at give den opmærksomhed det kræver, når de gerne vil lege? Jeg kan godt få dårlig samvittighed i forhold til at leve op til de forventninger, jeg selv har til, hvad jeg ønsker at lave med dem. Henter jeg dem sent, så de er overtrætte, det kan jeg også godt have dårlig samvittighed over«, fortæller Allan Brødegaard Hansen, der arbejdet som intern konsulent hos DSB, til ALT for damerne.
Sidste gang, han husker, den dårlige samvittighed kom snigende, var da Milo bad om hans hjælp til at sortere nogle fodboldkort.
»Han spurgte, om jeg ville hjælpe, og der havde jeg ikke tid. På trods af, at jeg gerne ville, så prioriterede jeg det ikke. Det er ærgerligt, for de bliver jo hurtigt ældre, lige pludselig en dag spørger de ikke om den slags længere«.
Men selvom Allan næppe er den eneste far, der er ærgerlig over ikke at have den tid og det nærvær, han gerne vil bruge på sine børn, oplever han ikke, det er noget, han og andre mænd diskuterer.
»I bund og grund bliver der ikke snakket så meget om det. Det er de færreste, der bringer det op og siger 'jeg har dårlig samvittighed'. Det er nok mere kvinderne, der tage de snakke der«, siger han.
»Måske er vi mere pragmatiske i forhold til at sige, at forudsætningerne jo er sådan, at børnene bliver hentet sent, eller at man ikke har tid til at være sammen med dem. Måske accepterer vi lidt mere, at sådan er det bare«.
Den evige konflikt mellem job og hjem
Ifølge de eksperter, ALTfordamerne.dk har snakket med, er svaret klart. For selvfølgelig er det ikke kun mødre, der oplever, at være brødebetyngede over, at den yngste er blevet hentet lidt sent i dag. Udfordringen med at være til stede og præstere både på jobbet og der hjemme, kender både mor og far. Svaret på, hvorfor, du sjældent hører far snakke om, at han har dårlig samvittighed, skyldes vores fælles historie.
»Traditionelt bærer mor omsorgsansvaret i forhold til de nære relationer og den følelsesmæssige kontakt og tolkning af børnenes behov, hvor fars traditionelle opgave har været at skaffe penge og sørge for, at rammerne omkring hjemmet var i orden, men ikke har blandet sig familiens indre liv«, siger Steen Baagøe, der er kønsforsker på Roskilde Universitet.
De konservative familiemønstre har ændret sig i takt med, at kvinderne kom på arbejdsmarkedet og ikke længere kunne være hjemme for at passe hus og børn. Derfor har fædrene i stigende grad været nødt til at hjælpe til.
»Man er gået fra en 1950'er-arbejdsdeling der hed, at far sørger for, at der kan være en familie, til en situation i dag, hvor far også engagerer sig i familiens indre liv«, siger Steen Baagøe.
Hvor kvinderne har måttet opgive deres samvær med børnene for at arbejde, har mændene måtte opgive noget af deres arbejdstid og -engagement for at få familien til at fungere. To modsatrettede bevægelser, men to bevægelser, der begge har givet konflikter i forhold til at have det familieliv og det arbejdsliv, både mødre og fædre har lyst til at have.
»Fra 00'erne og frem er mænd i højere grad blevet engageret i familielivet. I 80'erne begyndte de at være med ved fødslerne, og i 90'erne begyndte de for alvor at få de første ugers barselsorlov. Mændene bevæger sig fra arbejdslivet over i familielivet og støder på nøjagtig de samme problemer som kvinderne: At der ikke er tid nok til det hele, at det ene tager tiden fra det andet, og at man gerne vil begge dele på en gang«, siger Sven Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet og formand for Selskab for Mænds Sundhed.
Det gør det muligvis ikke nemmere for mændene, at deres rolle stadig er en smule udefineret, samtidig med, at der bliver stillet krav til dem om, hvordan de skal opføre sig som fædre.
»Der er stadig en form for moderskabsideologi: En forståelse af, at mor har de bedste forudsætning, er mest nødvendig og dermed også må bære det overordnede ansvar. Det kan vi f.eks. se på fordelingen af orlov i familien, og ved skilsmisser: Det er stadig kvinder, der får langt mest tid med børnene når de er små, og det er også mere regel end undtagelse at kvinder får forældremyndighed. Arbejdspladserne og myndighederne tolker ofte med god grund, at kvinder har de bedste forudsætninger, og mor derfor også skal bære hovedansvaret for børnenes ve og vel«, siger kønsforskeren og tilføjer:
»I dag er der flere fædre, der deltager i diskussionen om børnenes behov og ønsker, og de forventes at deltage i den«.
Mænd handler
Men hvor mødre er gode til at snakke om, at de føler sig utilstrækkelige og at den dårlige samvittighed ofte gnaver, er mænd knap så gode til at sætte ord på det. Ifølge psykologen er det ikke fordi, det er et tabu for fædre at fortælle om deres dårlig samvittighed, men de har lettere end kvinder ved at skubbe deres bekymringer til side, og vil hellere tage hånd om problemerne end at tale om dem.
»De har brug for at handle på den dårlige samvittighed, slukke computeren og hente børnene. Men det er lige så svært for mænd som for kvinder at gøre det«, siger han.
»Kvinder er meget hurtigere til at italesætte, at der er et problem, og hvad det betyder for børnene. Mændene har nemmere ved at sige "så slemt er det vel heller ikke'. Mænd synes, at kvinder er alt for bekymrede, og kvinder synes mænd er alt for ligeglade eller ser alt for optimistisk på tingene. Derfor tror jeg, kvinder ikke har så let ved at få øje på den dårlige samvittighed hos manden«.
Men det betyder altså ikke, at fædre ikke har følelser og tanker omkring, hvordan deres barn har det.
En ny arbejdskultur
Konsekvensen bliver, at mændene er alene med følelsen af ikke at slå til og ikke at leve op til børnenes behov. Ifølge Svend Aage Madsen, ville det være sundt, hvis mændene gav sig selv lejlighed til at diskutere det.
»Vi er inde i en ny tid, hvor der skal ske nogle tilpasninger og nogle forandringer i mænds måde at være mænd på. Der er ikke noget at sige til, at det tager år at få det italesat. Det sker i højere og højere grad, men det sker ikke over en nat, siger han og peger på, at en del af løsningen kan være, at ændre den kultur, der er på mange arbejdspladser«.
»Jeg tror, det vigtigste behov, mange mænd har, er, at det er legalt at tage det op og diskutere på arbejdspladsen. Jeg ved det kan lade sig gøre på mange arbejdspladser, hvis mændene bare vil sige: 'Jamen jeg skal gå kokken 15. Jeg går nu, for jeg skal hente mine børn'. Hvis mænd gør det, bliver det nærmest opfattet som et forbillede – også blandt kvinderne«.
LÆS OGSÅ: Fædre lægger ikke ansvaret over på samfundet – det gør mødre
LÆS OGSÅ: Derfor behøver du ikke lege med dine børn
LÆS OGSÅ: Mænd bliver ulykkelige af at få børn
Denne artikel er oprindeligt bragt i ALT for damerne.
