Jette fra ’Mig og min mor’ har tabt 25 kilo

Jette Berthelsen fra reality serien ’Mig og min mor’ har allerede smidt 25 kilo blot tre måneder efter sin fedmeoperation. Nu frygter hun at blive for tynd.

Bare ni kilo mere. Så tæt på sin ønskevægt er Jette fra reality serien ’Mig og min mor’ på Kanal 4. For knap tre måneder siden vejede hun 112 kilo. I dag viser vægten 25 kilo mindre.

– Når jeg ser mig i spejlet, kan jeg slet ikke forstå, at det er mig. Det er så skønt, jubler Jette, der godt er klar over, at hun ’på en måde har snydt lidt’, som hun selv formulerer det.

Jettes datter Jessica var ikke helt vild med moderens operation - se hvorfor på udeoghjemme.dk

Fedme-opereret på grund af smerter
For det er ikke motion og kostomlægning, der er årsagen til, at kiloene rasler af hende i øjeblikket. I september fik Jette foretaget en fedmeoperation på Køge Sygehus. En beslutning, hun nøje overvejede inden – ikke mindst af hensyn til datteren Jessica, der var meget bekymret for operationen. Men Jettes slidgigt og fibromyalgi, som hun har været plaget af de sidste 25 år, gjorde en fedmeoperation nødvendig, mener hun.

– Jeg var ikke i stand til at tabe mig på egen hånd. Det har jeg prøvet så mange gange, men det er aldrig lykkedes mig. Og da en læge sagde til mig, at jeg ville få færre smerter, hvis jeg tabte mig, så jeg ikke rigtig anden udvej. De smerter er simpelthen ulidelige, forklarer 48-årige Jette.

Fedmeoperation er værre end at føde
Smerterne fra slidgigten er allerede aftagende efter operationen, men selv da de var størst, kunne de slet ikke sammenlignes med de smerter, Jette havde de to første døgn efter fedmeoperationen. De var så voldsomme, at Jette for en stund blev i tvivl, om det var det rigtige, hun havde gjort.
 
– Jeg har aldrig haft så ondt før. Det er 10 gange værre end at føde. Om natten græd jeg af smerte. Selv om jeg fik masser af smertestillende medicin, hjalp det overhovedet ikke, fortæller Jette og bliver alvorlig for en stund.

– Jeg var virkelig bange for, at jeg aldrig nogensinde fik det godt igen. 

Ude og Hjemme fulgte kvinden Marianne gennem en fedmeoperation. Få gode råd og bliv klogere på forløbet, som Marianne oplevede det på udeoghjemme.dk

Kiloene rasler af Jette
Allerede den første uge efter operationen begyndte kiloene at forsvinde fra hendes krop. Og den konstante forandring kan nogle gange få Jette til at stå og studere sig selv i spejlet eller se på billeder fra før operationen.

– Jeg var slet ikke klar over, at jeg var så stor, for jeg følte mig jo ikke tyk. Jeg havde det fint med min krop, og havde det ikke været for smerterne, var jeg aldrig blevet fedmeopereret. Men jeg må sige, at jeg er blevet endnu gladere nu. Det er skønt at få søde kommentarer om mit udseende. Jeg nyder også, at jeg ikke længere behøver at gå ind i tøjbutikkerne for store piger, siger Jette, der har været nødt til at udskifte sine kjoler og jakker i størrelse 54 til nye i størrelse 46.

Frygter at blive for tynd
Hendes største bekymring lige nu er, hvordan hun får bremset vægttabet. Hun mangler kun få kilo for at nå sit mål på 78 kilo.

– Jeg har fået at vide, at man taber sig i to år efter operationen, men jeg er jo efter tre måneder tæt på at veje det, jeg ønsker. Så jeg er spændt på at høre fra sygehuset, hvad vi så gør. For jeg vil simpelthen ikke være for tynd – det har jo aldrig været min hensigt, fastslår Jette.