Jakob Illeborg fra DR2: Jeg er vant til at levere

Nogle vil måske mene, at en fortid som popsanger er et lidt underligt miks med rollen som seriøs nyhedsvært. Men for DR2-værten Jakob Illeborg giver den kombination faktisk rigtig god mening.

Ugens hverdage toner nyhedsværten Jakob Illeborg frem på skærmen i eftermiddagsprogrammet DR2 Dagen. Den 42-årige journalist har tidligere været global korrespondent på DR, men ellers er hans baggrund lidt utraditionel.

Før journalistkarrieren stod han nemlig forrest på scenen som forsanger i bandet Warwick Avenue, der havde pæn succes herhjemme i midten af 00’erne. Da bandet blev opløst, kastede han sig for alvor over journalistikken. Det var han OGSÅ god til, opdagede han. Efter at have surfet lidt rundt i nyhedsmedierne blev han ansat som global korrespondent og siden nyhedsvært på DR2, hvor han i dag slår sine folder.

TV2-korrespondenten Rasmus Tantholdt har med sine egne ord ”altid været et forholdsvist usikkert menneske”. Læs hvorfor på femina.dk

Men kan man så bruge en karriere som popsanger i journalistikken?  Faktisk ja, fortæller Jakob Illeborg i et interview til FEMINA i denne uge.

- Jeg er jo en lidt underlig fisk i nyhedsverdenen med min baggrund, men jeg har den fordel, at jeg er vant til at levere. Jeg har stået rigtig meget på en scene og har evnen til at kommunikere på en musikalsk måde. Det viste sig at egne sig godt til korrespondentjobbet. Og det er egentlig sjovt, at der ikke er flere, der har taget turen fra musik til journalistik. Det har i hvert fald været min gave: Den lange vej gennem musikken kombineret med historier og at lære at skrive og begå sig har været en lidt anderledes måde at gå til faget på, siger Jakob Illeborg.

Det er tv-værten Ane Cortzen, der tjener pengene i sin familie. Læs historien på femina.dk

Selv er han træt af den klassiske nyhedsjournalistik, hvor der hverken må grines eller grædes.

- Altså, jeg kan godt lide, at man lader sig rive med. Noget af det bedste, jeg ved, når jeg interviewer folk, er, når jeg kan få dem til at glemme, hvem de er, for et øjeblik. Så bliver interviewet helt anderledes, siger Jakob Illeborg til FEMINA.

Lis Sørensen har haft en lang musikkarriere. Læs på femina.dk, hvad det har betydet for hende at få et ”nej” en sjælden gang imellem