Ny bog af livsstilseksperten Niels Erik Folmann fra DR-programmet ’Kender du typen’, sætter os danskere under lup. Læs her om, du kan genkende dig selv i en af typer, han fremstiller i bogen.
Hvem er du selv?
Kort opridset gør følgende karakteristika sig gældende for hver af grupperne, der også går under betegnelsen; segmenter.
Du hører sandsynligvis til ’de traditionelle’ hvis:
Klassikere som hakkebøf med bløde løg og galopkringle får dine tænder til at løbe i vand. Du bor i eller omkring provinsen, ser TV Charlie eller Bonderøven og Hammerslag, når der skal hygges foran fjerneren.
Selvom andre finder traditionalisten en smule antikvarisk og uden egentlig samfundsengagement, hviler mennesker i segmentet heldigvis så meget i sig selv, at det ikke rører dem det fjerneste. Hvis nogen sagde Anne Sophie Hermansen, ville de overveje, om det mon var en deltager i Vild med dans, de havde misset i farten. Denne gruppe udgør 12,7 % af befolkningen, og generelt finder man en overvægt af ældre borgere blandt de traditionelle.
Du hører sandsynligvis til ’de traditionelle-fællesskabsorienterede’ hvis:
Du elsker Matador og Krøniken. Endda lige en tand mere end alle andre, da vores kulturarv og vores nationale identitet ligger dig stærkt på sinde. Det gør velfærdsstaten og visionen om et samfund, hvor de stærke støtter de svage, helt klart også. Man er stolt af samfundets grundpiller som folkeskolen, folkepensionen og det offentlige sygehusvæsen.
Foreningsliv og FDBs møbelklassikere udgør rammerne om et roligt og samvittighedsfuldt liv. Der er også fokus på den sunde linje og sundt hjemmebag og økologi fylder på middagsbordet.
Til gengæld bryder du dig ikke om aktiespekulanter og finansfolk, og efter denne gruppes mening ville verden have været et meget bedre sted uden folk som Stein Bagger og Fritz Schur.
9,7 % af befolkningen hører til i denne gruppe, der for en stor del udgøres af borgere, der har rundet de 50 år.
Hvad fortæller din sovestilling om dig som person? Læs mere på Q.dk
Du hører sandsynligvis til ’de fællesskabsorienterede’ hvis:
Du betragter dig selv som en socialbevidst borger, hvis engagement viser sig politisk såvel som i dine forbrugsmønstre. Der styres pænt udenom virksomheder, der ikke lever op til de høje etiske standarder, og der støttes gerne op om forretninger som Irma, der har taget aktivt stilling til dyrevelfærd og økologi.
Det kreative og hjemmegjorte fylder meget i dit liv; fagligt såvel som i fritiden, hvor musik, krea-blogging og andre skabende elementer føles helt naturligt. Hjemme på væggen hænger sjove citater fra Martin Striid side om side med Ib Spang Olsen tegningerne, og der er altid plads til venner og familie og en god snak om livets store og små spørgsmål.
11,8 % af befolkningen hører hjemme her, og de er bosiddende i de større byer som Aarhus og København, samt i de større provinsbyer.
Kan du ikke kende dig selv i artiklen? Læs om alle ni segmenter på Q.dk
Du hører sandsynligvis til ’de moderne fællesskabsorienterede’ hvis:
Kulturliv og storbyferier lyder som en fest i dine øre! De har meninger og holdninger til det meste, og de er bestemt ikke bange for at dele dem med andre. Mange i dette segment har en humanistisk akademisk baggrund, og åbenhed og tolerance er vigtige værdier. Generelt er dette segment meget uddannelsesorienteret, og mange i denne gruppe ser viden som landets vigtigste ressource.
Her finder vi også storforbrugerne af internettet; lige fra socialisering til shopping. I dette segment er der en solid mængde Facebook-brugere. De er dog ikke deciderede gadgetfreaks. Det er mere de menneskelige relationer, som nettet kan skabe og vedligeholde, der er vigtige. Karriere er ikke kun motiveret af penge. Det er mindst lige så vigtigt, at jobbet er interessant og udviklende.
11,8 % af danskerne er moderne fællesskabsorienterede, og de bor primært i storbyerne Aarhus og København.
Du hører sandsynligvis til ’de moderne’ hvis:
Du mener, at privatbilisme er en menneskeret, og at staten koster ALT for mange penge. De moderne er højtuddannede, velbjergede og har generelt en ret liberalistisk tilgang til livet. Mændene i gruppen stemmer på blå blok, mens kvinderne godt kan stemme på både De Radikale og Socialdemokraterne.
Mærkevarer har en vigtig signalværdi, så både bilen, tasken og adressen er velvalgt, men mennesker i denne gruppe går heller ikke af vejen for at handle ind i de store discountkæder. De er selektive med, hvad der skal bruges (mange) penge på.
Selvom der er fuld fokus på bundlinjen, og man taler om networking og au-pairs, mens der spilles golf med vennerne, er der alligevel fokus på, at der er en vis social ansvarlighed, og at der er plads til alle, uanset race og religion, hvis man blot har den rette indstilling. Det er sand liberalisme.
Blot 8,5 % af befolkningen hører til denne gruppe, og de findes hovedsagligt i områderne nord for København.
Bogen Kender du typen? Er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.



