Hun har bragt Vietnam til Danmark

Du kender måske kokken Anh Lê fra DR’s programserie om det vietnamesiske køkken. Her rejste hun rundt i Vietnam og fortalte danskerne om vietnamesernes skønne køkken.

Anh Lê er oprindeligt fra Vietnam og kom til Danmark med sin familie som bådflygtning for 32 år siden. Hendes passion er mad og rejser, og hun har formået at kombinere disse to ting ved over en længere periode at bo i flere lande, hvor andre kulturer og mad er i fokus: Vietnam, Frankrig, Schweiz og USA.

Lær om alle de lækre ingredienser i det vietnamesiske køkken på madogbolig.dk

Familievirksomhed
I 2003 åbnede Anh Lê sammen med sine tre søskende Dung, Son og Lam, og Anhs daværende mand, Pierre Truchot, den første LêLê på Vesterbrogade 56 i København. I begyndelsen var hele familien involveret: Både faren og moren hjalp til i køkkenet, Dung sørgede for baren, Son og Pierre var kokke, og Lam tog imod bestillinger og gæsterne, mens Anh styrede køkkenet. Stedet blev hurtigt et af de mest omtalte og roste spisesteder i København, og der var fuldt hus hver aften. I 2007 flyttede LêLê til væsentlig større lokaler på Vesterbrogade 40, hvor hovedrestauranten ligger den dag i dag.

Stor udvikling
I dag har det lille familieforetagende udviklet sig til en større virksomhed, som består af hovedrestauranten, som har det vietnamesiske kejserkøkken på menukortet, tre spisesteder med det vietnamesiske gadekøkken, en cateringforretning, kogebøger, foredrag og madlavningskurser. I dag er det en af de største vietnamesiske restauranter i Skandinavien. Men LêLê er stadig en familievirksomhed, hvor gamle såvel som unge Lê'er jævnligt kommer og spiser.

Få Anh Lês opskrift på grillet sandart med forårsløg og ingefær på madogbolig.dk

Et liv med mad i fokus
Anh Lê skrev i 2008 kogebogen LêLês ”Gadekøkken”, der har solgt mere end 7.000 eksemplarer, og hun har også bidraget til Kokkenes Klimakogebog fra 2010. Derudover afholder hun kurser i vietnamesisk madlavning, har været vært på madprogrammet ”Spis Vietnam” på DR2 og holder foredrag om at være selvstændig, restauratør og om rejsen gennem livet med mad i fokus.