Her er Vicki Berlins yndlingsbøger

Hun læser stort set alt – der skal bare være en god krog.

Skuespiller og komiker Vicki Berlin elsker bøger. Så meget, at hun har flere liggende, der bare venter på at blive læst. Genren er ligegyldig, så længe de har god krog.

Undtagelsen af Christian Jungersen
Det er den bedste bog, jeg har læst. Den handler om voksenmobning blandt kvinder, og jeg er meget imponeret over, at det er en mand, der har skrevet den. Kvindemobning kan virkelig være hårdt, for kvinder har desværre en tendens til at mobbe på en psykologisk måde ved for eksempel at lukke folk ude, og det rammer Jungersen fantastisk godt. Jeg kan huske, at jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste den.

Har du brug for inspiration til gode bøger i vinterkulden? På Femina.dk får du nogle af de bedste bøger fra de seneste måneder.

Panserhjerte af Jo Nesbø
Jeg elsker en gedigen krimi, hvor man tænker: Okay, så får jeg ikke sovet i nat, for jeg kan simpelt hen ikke lægge den fra mig. Det er sjældent, jeg har det sådan. Men denne her er en rigtig page-turner. Den er en
del af en serie, og hovedkarakteren er egentlig ret usympatisk, men bogen er sindssygt spændende hele vejen igennem, på trods af at det er en kæmpe mursten.

’Ålen’ vil have bøger, der indeholder skurke og sex. Læs om hans yndlingsbøger på Femina.dk.

Det sku’ nødigt hedde sig af Lotte Tarp
Jeg fandt den engang på et loppemarked til 10 kroner og har siden læst den flere gange. Det er hendes biografi – en lillebitte bog, som er hurtig at læse. Hun beskriver sit liv både spændende og med meget humor, og jeg elsker biografier. Jeg elsker at læse, hvad andre mennesker har oplevet, og at prøve at forstå et menneske, som man tror man véd, hvem er.

3096 dage af Natascha Kampusch
Hun er ikke forfatter, og det kan man godt mærke, når man læser bogen. Men det er enormt spændende at høre, hvordan hun oplevede kidnapningen. Medierne skrev jo meget om, at hun sympatiserede med sin kidnapper. En interessant bog og et interessant indblik.