Her er tre perfekte morgenmenuer

Vil du enten tabe dig eller begynde at spise om morgenen, er her et bud på en menu for dig

For langt de fleste består morgenmaden af en kop kaffe og en skålfuld havregryn – men hvad skal man egentlig indtage for at få det perfekte morgenmåltid?

For morgenmåltidet er vigtigt. Det giver energi og får kroppen opladt til en travl dag.

- Morgenmåltidet starter hjernen og giver kroppen den energi, den skal bruge. Får man ikke morgenmad, kan det betyde, at man spiser meget sidst på dagen.  Det giver et større velbefindende at spise morgenmad, og man vil huske bedre. Spiser man kun én gang om dagen – f.eks. om aftenen – kan det betyde, at man mangler energi og næringsstoffer, fordi kroppen ikke kan nå at optage det på én gang, siger Lisa Bolting, der er chefdiætist ved Slankedoktor, til Alive.dk.

På Femina.dk kan du få opskrifter på en sund og en slank morgengrød

Morgenmad giver mæthed
- Morgenmaden giver en mæthed, så man er mindre sulten, resten af dagen, siger Lisa Bolting, der her giver tre bud på en morgenmenu for en, der gerne vil tabe sig, en, der skal holde vægten, og en, der har rigtig svært ved at spise morgenmad.

Den slanke morgenmad
Den ideelle morgenmad for en person, der gerne vil smide nogle kilo, består af en deciliter havregryn, halvanden deciliter skummetmælk, fire mandler, en halv banen i skiver og et halvt stykke rugbrød med mager ost.

- Det er en morgenmenu, der har et højt indhold af fiber og protein. Og så er den mættende, siger Lisa Bolting.

Drik gerne kaffe og te til.

Den almindelige morgenmad
Hvis du ikke har et ønske om at tabe dig og bare vil holde vægten, råder Lisa Bolting til, at du spiser den samme morgenmenu som den slanke udgave.

- Så kan du f.eks. drikke et glas juice til, spise mere brød, hælde rosiner på havregrynene og bare generelt spise lidt mere, siger Lisa Bolting.

Drik gerne kaffe og te til.

Min kollega dræner mig for energi! Læs mere på femina.dk

Morgenmaden for nybegyndere
Mange danskere spiser ikke morgenmad, men det er vigtigt at få lidt energi til at klare de første timer af dagen. Spiser du ikke morgenmad, kan du sagtens vænne dig stille og roligt til det.

Lisa Bolting råder til, at man f.eks. spiser lidt yoghurt med skiver af frisk frugt på. Når du har vænnet dig til det, kan du bygge lidt mere på. F.eks. havregryn og et stykke knækbrød eller rugbrød med ost.

- Når man ikke er vant til at spise morgenmad, skal man ikke have noget, der skal tygges meget. Det skal være enkelt, siger Lisa Bolting.

Hun forklarer, at årsagerne til, man ikke har lyst til at spise morgenmad, kan være, at man ikke har tid, er stresset, ryger, at det er blevet en vane at droppe morgenmaden, eller fordi man spiser meget aftenen før.

- Alle kan lære at spise morgenmad, og det er særligt vigtigt at holde øje med, hvad man spiser aftenen før, påpeger Lisa Bolting.