Her er julegaven til kvinden der har alt

Og så er Lady Gagas champagne-fodspa endda både smukt og hjemmelavet

Er du i vildrede med, hvad du skal give din mor eller bedste veninde i julegave, og må det helst ikke være noget, der sprænger budgettet, så er en hjemmelavet fodspaoplevelse måske en idé.

Oplevelses- og forkælelsesgaver er det helt store hit lige nu, men de er oftest rigtigt dyre. Hvis du har små penge og ikke er bange for at kaste dig ud i at lave gaverne selv, så kan Lady Gagas champagne-fodspa være den perfekte wellnessgave, til kvinden der har alt.

Få opskriften på Ole Henriksens bodyscrub på Søndag.dk

Specielt til Lady Gaga
Manden bag opskriften er indehaveren af Raz-Spa, Rasmus Raz Andersen, også kendt fra TV2’s Go’ morgen Danmark. I forbindelse med at Lady Gaga besøgte Danmark i september kreerede han helt eksklusivt en champagne-fodspa til hende. Og han fortæller til Alive.dk, at der efterfølgende blev bestilt ekstra eksemplarer af den til sangerinden.

Raz’ principper er, at hans produkter skal være (næsten) så rene, at du kan spise dem. Derudover skal det ikke koste en bondegård, så det handler også, om at bruge det, man allerede har i køkkenskabene eller kosmetikpungen. Det du ikke allerede har, kan købes på Urtegaarden.dk, i Matas, i hobbyforretninger eller i supermarkedet. Der vil være til flere portioner, når du køber ind, men mange af ingredienserne kan også bruges i din madlavning.

Sådan gør du
2 stk.

Udstyret:
2 champagneglas evt. i plastik
1 vægt
2 skåle
1 gryde/microovn
1 lang teske

Råvarer:
25 gram citronsyre 
50 gram natron eller bagepulver
16 gram kokosolie
1,5 gram mentol krystal
25 gram fint salt eller havsalt
½ tsk. æblearoma (anden aroma kan også bruges, hvis du lægger inde med det i forvejen)
5 dråber grapeolie (anden aroma kan også bruges, hvis du lægger inde med det i forvejen)
½ tsk. glimmer (mest for sjov, kan udelades)
1 dråbe rød frugtfarve (eller ½ tsk. løs, lyserød øjenskygge hvis du har det)

Fremstillingen:
1.    Afvej mentolkrystal, og mellem to skeer knuser du de store stykker til grynet pulver.
2.    Afvej og bland citronsyre, natron, salt og glimmer i skålen med mentolkrystallerne, så du har alle de tørre råvarer blandet.
3.    Afvej kokosolie i en anden skål, og lad det smelte ved fx at lune det over vandbad eller i microovnen. (Ikke for varmt)
4.    Tilsæt aroma og frugtfarve, og bland det med kokosolien, så du har alt det fugtige blandet sammen.
5.    Hæld det hele sammen i den ene skål, og bland det meget grundigt med en lang teske. Du skal helt ned til bunden.
6.    Kom massen i champagneglassene med din teske, tryk massen sammen, mens du holder omkring hele glasset, så det ikke knuses. Lad det stå til næste dag, så det hærder. Det kan godt bruse lidt op i glasset, men det betyder ikke noget.
7.    Dit Lady Gaga champagne fodbad er nu klar til brug. Men skal du bruge det til gave, så puds glasset, og pak det fint ind evt. i en æske med silkepapir og cellofan omkring. Husk at lægge en vejledning med til, hvordan man bruger det.
Der kan fx stå:

’Hæld varmt vand i et fad stort nok til begge dine fødder. Når du sidder med fødderne i badet, lægger du forsigtigt champagneglasset i og nyder dit fodbad, der bruser som pink champagne.’

Prøv denne skønne hjemmelavede vidunder-creme, der opstrammer, på Femina.dk