Her er din kærestes hemmeligheder

Ved du, hvad din kæreste laver på internettet? En ny undersøgelse afslører, hvad din kæreste holder skjult for dig.

Hemmelige mailadresser, flirtende beskeder og en slettefunktion på overarbejde. Din kæreste gør sandsynligvis en del for at forhindre dig i at finde ud af, hvad han laver på internettet. Det viser en undersøgelse foretaget af it-sikkerhedsfirmaet BullGuard blandt 2.000 britiske mænd.

Hver femte mand afslører i undersøgelsen, at han har en mailadresse, som kæresten ikke kender til. Ifølge sexolog Jakob Olrik kan det indikere, at han prøver at stable en affære på benene, men heldigvis er der en langt mere sandsynlig forklaring, mener sexologen.

- Det mest sandsynlige er, at han bruger den til at logge ind på forskellige pornosites. Så får han ikke tilsendt alle mulige reklamer til sin rigtige mail, og det er mere anonymt, hvis han chatter. Det gør det nemmere at adskille fra det rigtige liv, hvis det er lidt skamfuldt, siger Jakob Olrik til Alive.dk

Derfor er vi utro – se de hyppigste 9 årsager på Q.dk

25 procent af mændene ville blive flove, hvis nogen gennemgik deres liste over tidligere besøgte hjemmesider. Især kvinderne skal acceptere, at deres mænd ser porno. Det kan slet ikke sammenlignes med et fysisk forhold, mener Olrik.

- Kvinder bliver nødt til at forstå, at en virkelig kvinde og porno er to forskellige ting, der ikke har noget med hinanden at gøre. Porno er et rum, hvor vi kan lukke os inde og slappe af, siger han.

Flirt giver liv
32 procent af de adspurgte britiske mænd sender flirtende beskeder til andre end deres partner.  Heller ikke det er der nogen grund til at skamme sig over. Alle flirter hele tiden, lyder det fra Jakob Olrik.

- Der er lidt af en flirtefobi . Men vi må alle sammen erkende, at det er svært at være på en arbejdsplads, en skole eller hvor man ellers er, uden flirt. Det er helt naturligt og livsbekræftende, siger han

Q.dk har samlet en liste over de ting, vi absolut ikke tænder på. Se den her

Sexologen fraråder, at man deler sine adgangskoder til mails, Facebook og andet onlineliv med sin partner. Det er ikke meningen, at man skal vide alt om hinanden, fastslår han.

- Et forhold, der bygger på kontrol er uholdbart. Det er vigtigt at have noget, som er privat. Det er en misforståelse, at man skal fortælle hinanden alt. Hemmeligheder er vigtige for at have et godt parforhold, siger Olrik.

77 procent sletter sms-beskeder fra deres telefon for at forhindre deres partner i at finde dem.  66 procent af mændene i undersøgelsen deler ikke deres adgangskoder med andre.