Her er 5 sunde fristelser i julen

Du kan have god samvittighed over at indtage disse lækre julesager.

Selvom julen står på fed mad og læssevis af kager, er det faktisk ikke alt ved julen, der er usundt.

Der findes en række julede sager, du sagtens kan indtage med god samvittighed.

iForm har samlet en række af dem:

Appelsiner
De orange frugter er rige på C-vitaminer, som styrker hudens dannelse af kollagen, så du får en langt pænere hud, og som også har en positiv virkning på dit immunforsvar. Appelsiner indeholder faktisk så mange C-vitaminer, at en enkelt frugt kan dække 80 pct. af dit daglige behov.

Spis dem i stedet for at drikke dem, for når de presses stiger det glykæmiske indeks, så dit blodsukker stiger endnu mere.

Sørg for at spise sundt og undgå stress i december. På Femina.dk får du fem råd til en stressfri jul

Valnødder
Der er noget julet over valnødder, som faktisk er proppet med både proteiner og kostfibre. Det virker godt for dit blodsukker og kolesteroltal, og indholdet af antioxidanter kan i øvrigt forebygge blodpropper.

Valnødder har også et højt indhold af selen, mangan og alfa-linolensyre, hvilket måske er skyld i, at forskning har vist, nødderne kan forebygge kræft i tarm og bugspytkirtel samt hjertesvigt.

Gløgg
På en kold decemberdag varmer et glas gløgg godt, og så indeholder det også en række sunde ting. Gløgg er nemlig lavet på rødvin, og selvom alkoholen ikke er så sund, indeholder rødvin de gode antioxidanter polyfenoler og resveratrol, der skader det dårlige kolesterol i blodet og styrker det gode. De sænker også blodtrykket.

Herudover indeholder gløgg sunde sager som mandler, ingefær, kardemomme og nelliker, som også er rige på antioxidanter, der har gode smertestillende og antibakterielle egenskaber.

Da gløgg indeholder alkohol og sukker, så sørg for at holde dig til et enkelt glas i ny og næ.

Prøv at lave en anderledes hvid gløgg med masser af gode ting i. Få opskriften på Femina.dk

Sild
Er der til sild til årets julefrokoster, så er det bare om at gå amok.  Sild har nemlig et højt indhold af D-vitamin, som er rigtig vigtigt for knoglerne.  Sild indeholder også den gode og sunde omega-3-fedtsyre, som virker mættende og i øvrigt styrker hjernens kognitive funktioner.

Sild indeholder desuden jod, som er god for vores regulering af stofskiftet.

Svesker
Det er ikke en af de sundeste julesnacks, fordi tørrede frugter generelt har et højt sukkerindhold. Svesker er dog en af de tørrede frugter, som indeholder færrest kalorier.

Svesker har desuden et højt indhold af kostfibre, som er med til at holde maven i gang. Så hvis du er oppustet og forstoppet efter al julemaden, skal du bare kaste dig over en portion svesker.

Spis dem evt. som en sød snack i stedet for de fede julekager.

Kilde: www.iform.dk