Guide: Det skal havens fugle spise nu

Det er koldt, og der er ikke meget føde for de små fugle i haven. Find ud af, hvilke arter der er i din have, og hvad du skal give dem at spise.

Gråspurv
Beskrivelse:
Hangråspurven har grå isse, kastanjebrun øjenstribe og nakkebånd, hvide kinder, sort strube og bryst. Næbbet er sort i yngletiden eller gulligt. Hunfuglen har gråbeige, ustribet bryst og gråbrunt hoved med lys øjenbrynsstribe. Gråspurve bygger gerne reder i stalde og lader samt under tage, hvis det kan lade sig gøre.

Føde: Om sommeren lever gråspurven hovedsagelig af insekter, specielt ungerne. Resten af året lever den af frø og korn. Den vil gerne have husdyrfoder og optræder ofte på foderbrættet.

Musvit
Beskrivelse:
Musvitten er en af vores mest almindelige ynglefugle og har mange forskellige levesteder. Den er den største af vores mejser og kendes fra de øvrige på sit sorte hoved med hvide kinder og gult bryst med bred sort længdestribe. Sangen er metallisk og kan minde om den lyd, der fremkommer, når man filer på en sav. Navnet musvit er i øvrigt et forsøg på at gengive fuglens sang.

Musvitten foretrækker løvskov, hvor den lettest kan finde redehuller og føde, eller parcelhushaver, hvor den gerne går i redekasser.

Føde: Uden for ynglesæsonen er bog det almindeligste fødeemne for musvitter, der lever i løvskov, mens musvitter, der lever i haver, gerne spiser talg eller madrester på foderbrættet. Ungerne fodres med insektlarver. Når der er knaphed på føde, er det højstatusfuglene (voksne hanner med bred bryststribe), der spiser først. Det sker, at ungfugle udsender et alarmkald ved foderbrættet, uden at der er fare på færde. Det resulterer i, at de andre musvitter søger ly, hvorved der er fri adgang til føden. De fleste danske musvitter er standfugle, mens et fåtal trækker vestpå om vinteren. Om foråret og om efteråret trækker en del nordskandinaviske og russiske fugle gennem Danmark.

Gå i haven i din juleferie – se hvad du kan gøre for vinterhaven i ISABELLAS’ havekalender

Rødhals
Beskrivelse:
Rødhalsen er en meget almindelig dansk fugl og kaldes også rødkælk. Den ses ofte i haven, og den er ikke til at tage fejl af med sin oprette holdning og den rustrøde hals, der lyser op på den hvidgrå bug. Ryg og vinger er diskret gråbrune. Den røde strube er lige så markant i vinterdragten som i sommerdragten. Det hænger sammen med, at rødhalsen opretholder territorium hele året. Den røde farve spiller en vigtig rolle i forsvar af territoriet. Rødhalsens stemme er karakteristisk. Kaldet er et smældende tik, og sangen, som varierer meget, er en strøm af klare toner med mange temposkift og skift mellem dybe og høje toner.

Rødhalsen yngler helst i løv- og blandskove med rig underskov, og den er generelt mest almindelig på Øerne og i Østjylland. I det mere åbne og nåleskovsprægede Vestjylland er rødhalsen mindre almindelig. I takt med at andelen af løvtræer tiltager her, øger den dog sin udbredelse vestpå.

Føde: Rødhalsen lever af insekter og edderkopper. Den kan ofte ses følge i hælene på mennesker eller større pattedyr, der graver i jorden og dermed frigør potentiel føde.

Her er det bedste foder, du kan give dine fugle. Få guiden på Isabellas.dk

Solsort
Beskrivelse:
Solsorten er Danmarks mest talrige ynglefugl. Hannen er helt sort med gult næb, mens hunnen er mørkebrun og har næb i samme farve. Ungfuglene af begge køn er brune med lyse pletter de første par måneder, efter de er blevet flyvefærdige. Solsortens sang består af bløde fløjtetoner, og er melodisk og meget varieret. Fuglene er i stand til at efterligne menneskeskabte lyde, men også andre solsorte, således at nabohanner kan synge de samme motiver, ligesom ungfugle kan overtage forældrenes sangmotiver. Når solsorten flygter, høres et meget iørefaldende, skingert kald.

Solsortebestanden er tættest i villakvarterer og parker, mens bestanden er tyndere i løvskov og specielt granskov. Den er udbredt i hele Danmark, men forekommer mest talrigt i den østlige del af landet.

I skoven bygger solsorten rede i krat, i træernes grenkløfter eller på stubbe, mens de i haver anbringer reden i hække eller mere udsat på en stige, i en kvasbunke eller i udhuse og carporte. Den rugende hun har således vænnet sig til at være tæt på mennesker. Ældre fugle kan få op til tre kuld unger på en sæson. De fleste danske solsorte er standfugle, men et vist antal hunner og ungfugle trækker til Tyskland, Storbritannien eller Frankrig om vinteren.

Føde: Solsorten søger mest føde på jorden. Den lever hovedsagelig af animalsk føde, specielt regnorme, som den lytter sig frem til. Den tager også andre mindre smådyr som snegle og insekter. I skovbunden kan man ofte høre solsorten, når den med hurtige bevægelser af benene eller næbbet spreder visne blade for at kunne komme til byttet. Om vinteren supplerer den med bær og frugt. Fx ses den ofte sammen med flokke af sjaggere på havernes plæner i gang med at spise nedfaldsæbler. Den optræder også almindeligt på foderbrættet, hvor den både kan spise brød og fedt.