God stil – sådan får du den!

Drømmer du om at forbedre din fremtoning, og at udsende de rigtige signaler til omverden? Få superstylistens 10 bud på, hvordan du får en god stil uanfægtet af det aktuelle modebillede.

Stil påvirker selvopfattelsen
Tini Owild er en af Danmarks bedste stylister og indehaver af bureauet Stylewise. Her rådgiver hun private, politikere, musikere og erhvervsledere i, hvordan de klæder sig bedst, og hun ved, at god stil handler om meget mere end blot at se smart ud i tøjet:

- Det betyder noget, hvordan du ser ud. Ikke bare for, hvad andre tænker om dig, men endnu vigtigere for, hvordan du føler og tænker om dig selv.

Prøv frisuren der passer til dig.  Se hvordan du gør på q.dk

De 10 stilbud
Tini har her samlet sine allerbedste tips til, hvordan du får optimeret din stil.

1. Sorter ofte
Sørg for, at dit tøj og dine sko er up to date. Gå din garderobe igennem og sorter det fra, du ikke elsker og bruger.

2. Få de rigtige størrelser
Køb altid tøjet i de rigtige størrelser. Lad være med at købe tøjet lidt for småt eller lidt for stort for at se slankere ud. Det virker alligevel ikke. Få evt. hjælp af en stylist til at vælge det, der gør mest for din figur.

3. Pas på dine ting
Behandl tøjet ordentligt. Hæng dit tøj på gode træbøjler eller læg det pænt sammen. Vask eller rens det efter anvisningen.

4. Hold dine sko ved lige
Et par gode sko kan redde ethvert outfit – men intet outfit kan redde et par dårlige sko. Sko sætter stilen og føjer et udtryk til dit tøj, så sørg for at de er up to date og velholdte.

5. Gå til en god frisør jævnligt
En god klipning og frisure kan redde det meste – og jo, der findes også en til dig, selvom du lever i en strøm af dårlige hårdage.

Se hårmoden 2013 på q.dk

6. Hav velplejede hænder
Flossede neglebånd, nedbidte negle og ru hænder sender ingen gode signaler. Så sørg for at neglene er pænt filet, og brug en god håndcreme.

7. Duft godt
Det behøver ikke at være en parfume – tværtimod, brug endelig ikke for meget. Og kaffe/cigaret/hvidløgsånde har aldrig gjort noget godt for nogen.

8. Vær positiv
Hav en åben og positiv indstilling. Loven om tiltrækning er det spirituelle svar på tyngdeloven.

9. Glem ikke smilet!
Intet er mere klædeligt end et oprigtigt smil, og folk opfattes ubevidst som smukkere og mere sympatiske.

10. Rank ryggen
En rank skikkelse signalerer energi og selvsikkerhed og får dig til at se højere og slankere ud.