Gennem mange år har kvinder forklaret humørsvingninger med deres menstruationscyklus, men det er måske slut nu.
Mange kvinder mener, at de bliver lidt mere irritable en gang om måneden – og mændene har affundet sig med det. Det har længe været en accepteret sandhed for begge køn, at menstruation kan påvirke kvindens humør – det såkaldte PMS . Nu har forskere fra University of Otago rejst kraftigt tvivl om hvorvidt PMS overhovedet findes, skriver Time.com
Forskerne har set nærmere på 47 undersøgelser af det kvindelige humør under menstruationen – kun syv af undersøgelserne konkluderede, at humøret bliver påvirket af kroppens månedlige biologiske reaktion. I 18 af undersøgelserne blev der ikke fundet en sammenhæng mellem humør og menstruationscyklus.
Videnskabsfolkene konkluderer på den baggrund, at der ikke er bevis for, at det irriterede humør skyldes menstruationen.
En dansk ekspert understreger dog, at nogle kvinder bliver så påvirkede af deres menstruation, at det ændrer deres hverdag.
- Det er fint at få bekræftet, at PMS ikke er et generelt problem. At man som kvinde har det kors, at ens hormonale cykliske ændringer giver væsentlige humørsvingninger er på en eller anden måde urimeligt. Men at det eksisterer, er jeg ikke i tvivl om.
Hos nogle få kvinder er det så invaliderende, at de er nødt til at planlægge deres kalender efter det, siger Charlotte Wilken-Jensen, der er ledende overlæge på Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Hvidovre Hospital, til Alive.dk
Har du problemer med dine hormoner? Få en guide på Femina.dk til, hvordan du får helt styr på dem
Kulturen spiller en rolle
Time.com har spurgt Kathryn Clancy, assisterende professor i antropologi på University of Illinois. Undersøgelsens konklusion overrasker hende ikke, for det er både et spørgsmål om kultur og biologi, mener hun.
- Generelt er PMS ikke kun fysisk betinget, men også kulturelt betinget. Undersøgelser har vist, at kvinder har forskellige PMS-syntomer alt efter hvilket land, de kommer fra, siger Clancy.
Ifølge Netdoktor.dk får 70-80 procent af alle kvinder PMS.
Hvis hormonerne giver dig ekstra lyst til sex, så giv efter. Sex er nemlig sundt, skriver Femina.dk



