Forkæl dig selv: Skriv disse ting på din ønskeliste

Du trænger til den ultimative forkælelsesgave, og den må meget gerne være forskønnende langt ind i det nye år. Men hvad skal du skrive på listen, hvis du vil være med på de største skønhedstrends lige nu?

Alive.dk har talt med Charlotte Torpegaard, der er forfatter til bogen ’Skønhed kommer indefra, men lidt læbestift skader jo ikke’, og som skriver skønhedsklummen i ELLE og skønhedsbloggen Ilovebeauty.dk.

Hun giver her sine bedste skønhedstips, til kvinden der vil blive klogere på, hvad hun skal skrive på ønskelisten, hvis hun vil have årets lækreste skønhedstrends under juletræet.

Årets must have skønhedsprodukt
Heldigvis er de tider forbi, hvor et enkelt produkt kunne få alle op af stolene. Der er jo ikke meget sjov ved, at alle dufter af CK One, som vi gjorde i halvfemserne. Når det er sagt, så sker der lige nu en revolution på hudplejemarkedet. Hvis du ikke allerede har hørt om Epidermal Growth Factor eller EGF, som det kaldes, så kan det kort siges, at det er en af de allerstørste hudplejetrends lige nu. Præsidenten for de amerikanske hudlæger, Dr. Ronald Moy, har udtalt, at i de 30 år, han har praktiseret, har han aldrig set et produkt med så gode resultater. Serummet kurerer alt fra tør hud og manglende glød, til psoriasis, eksem, pigmentforandringer, rødme og rynker. En 30-dageskur koster 1850 kr., men serummet er billigere at anskaffe.

Sprækker din hud i vinterkulden? Få lægens råd mod tør hud på Søndag.dk

Det lækreste produkt
For mig er velgørende kropsprodukter det lækreste at have på hylderne. Rigtigt mange kvinder bruger alle deres penge på produkter til ansigtet, og når kroppen skal plejes, så bliver det med den billige nede fra Matas. Det kræver nu heller ikke så meget. En god skrubbecreme til badet og en god kropsolie bagefter. Selv er jeg glad for Origins Ginger Scrub og Weledas mandelolie eller RENs olie med rose.

Sådan fugter du huden med olie efter et bad. Læs hvordan på Femina.dk

Det mest gavnlige produkt
Når du tager dig af dig selv, så er det samtidig et bevis på, at du er en person, der er værd at tage sig af. I det lys kan jeg kun anbefale at skønhedsprodukter kommer med på listen over nytårsfortsætter – og at du kaster dig ud i en knaldrød læbestift. Intet kan som lidt rød læbestift højne både humøret og udseendet. Dup den på, hvis du ikke er vant til læbestift. Mine favoritter er Chanels klassiske røde og Bare Minerals Pretty Amazing.

Den lækreste skønhedsbehandling
Personligt foretrækker jeg behandlinger, der ikke blot er velgørende, men også gør en forskel. Mine favoritter lige nu tæller Aveda Stress Fix massage. Det er en ayurvedisk massage, der er helt fantastisk til en træt og måske stresset krop. Lomi Lomi massage er også meget oppe i tiden. Det er en gammelkendt Hawaiiansk massage, der tager udgangspunkt i hele kroppen. I Paris lægger alle sig på briksen for det lige nu.