Modsat mødre lægger småbørnsfædre ikke ansvaret for børnene over på samfundet, mener ugens debatttør.
Debatten om opdragelse og børnefamiliers forhold er fuldstændigt domineret af mødrene – og det er der god grund til, mener ugens debattør. Fædrene lægger nemlig ikke ansvaret for børnene over på samfundet, men klarer ærterne selv. Men hvem skal opdrage vores børn?
DEBAT: Som far til tvillinger er jeg med i en gruppe på Facebook dedikeret til tvillingefædre. På Facebook findes også grupper for tvillingeforældre generelt og ditto mødre, men i vores lille, lukkede gruppe kan jeg og andre fædre udveksle erfaringer og skrive om vores (åh, så hårde) liv som fædre til tvillinger – uden mor kigger med. Der gik ikke lang tid efter min debut i gruppen, før jeg bemærkede en væsentlig forskel på gruppen for fædre og så de andre grupper for tvillingeforældre, hvor mødre også er med: Mens vi i fædregruppen måske udveksler et indlæg eller to om ugen, så er debataktiviteten meget højere hos mødrene. Her debatteres livligt og hver dag alt lige fra den rette modermælk til, hvilken konsekvens det nu skal have, at den ene tvilling har bandet.
Sådan er det ikke hos os fædre. Her handler indlæggene ofte om alt andet end børn – for eksempel nybyggeri, fodbold og politik. Med andre ord er der tydelig forskel på behovet for at debattere og ytre sig om sine børn i det offentlige rum.
Mens jeg gik og undrede mig over den forskel, kunne jeg så også samtidig følge den brede debat i medierne om de såkaldte speltmødre, sukkerpolitik, lukkedage og børnefamiliernes generelle vilkår, som vi må forstå, er virkelig dårlige. Det var en debat, der især i sommeren kulminerede, da en mor krævede sine forældres deltagelse med ord i retning af, at "generation bedsteforældre er dovne!".
Børn er ikke samfundets ansvar
Og midt i bleskift, legepladser og kørsel til fodbold og basket for tvillingernes storebror gik det op for mig, at vi fædre simpelthen ikke var – og er – en del af den debat. Vi er – groft sagt – fuldstændigt fraværende. Som i ikke til stede. I hverken avisen, på nettet eller de sociale medier er fædrene til stede i debatten om børnefamiliernes vilkår, som dermed kun er blevet ført mødrene imellem, der så kan bekræfte hinanden i, hvor hårdt det er at være forældre her i 2014.
Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er der tilsyneladende så stor forskel på opfattelsen blandt fædre og mødre? For det er meget sigende, uden at generalisere, at fædrene næsten er tavse og mødrene det modsatte – en gang imellem grænsende til det råbende.
Måske årsagen skal findes i, at mange fædre ikke synes, at vores børn er andres "problem". Det er ikke samfundets skyld, at vi har fået børn. Og selvom vi dermed bidrager til nationens overlevelse, så er det heller ikke for samfundets skyld, at vi har fået børn. Derfor vil vi ikke belaste det offentlige rum – endsige aviser og tv – med vores problemer og udfordringer. Dem skal vi nok selv klare. Det er sikkert vores gamle jæger- og beskytter-instinkt, der titter frem. For nu har jeg selv lavet de unger – "og så skal jeg fandeme nok selv passe på dem!".
Er det så en god ting? Nej, ikke nødvendigvis. Men med nu otte år bag mig som far og i dag tre unger oplever jeg, at det store flertal af de fædre, jeg møder på min vej, tilsyneladende bekymrer sig mindre end mødrene.
Ikke fordi de ikke elsker deres børn. For det gør vi – vi knuselsker dem og vores generation er de bedste fædre nogensinde. Det synspunkt tør jeg godt lægge mit trætte hoved på blokken for. Det er alligevel så trampet rundt på af halvandenåriges fødder, at det kan være lige meget.
Fædre tager en dag ad gangen
Vi fædre tager det tilsyneladende mere roligt og går gennem livet som forældre en dag ad gangen. Uden at vi ser det som et stort problem, om madpakken nu er den samme som i går. Om der nu er støv i vindueskarmen, eller om vores karriere nu kun er en fjern barnedrøm, fordi vi dybest set hellere vil være sammen med vores børn end at sidde på kontoret. For det vil vi!
Som en far sagde til mig forleden, da jeg hentede min store dreng hos dem og spurgte ham, hvordan det gik: "Nå, du ved, o.k. Vi drifter," sagde han. Og så ikke så meget mere. Havde jeg spurgt moren om det samme, havde jeg måske fået et noget mere detaljeret svar, end at de drev. Flød ovenpå og stille og roligt derudad.
Jeg siger ikke, at det ene er bedre end det andet. Men jeg siger, at hvis vi fædre har den indstilling, at "det går nok" – ja, så har vi måske en fordel i forældreskabet, som, guderne skal vide, er fyldt med nok bekymringer og hårdt arbejde. Men – og heldigvis for det da – også med stor kærlighed og med selve meningen med livet.
Så næste gang, du undrer dig over, hvor vi fædre er henne i debatten om det at være mor og far i en moderne verden, så vil jeg nok nøjes med at svare: "Vi har det fint – vi kan klare os selv. Her er vi lykkelige. Vi drifter den".
LÆS OGSÅ: Hvorfor er singlemænd bange for kvinder med børn?
LÆS OGSÅ: Lea Korsgaard: Jeg tror ikke en skid på sukkerpolitik
