Få dine gaver til at ligne en million

Er du træt af butikkernes kedelige gaveæsker? Få ideer til, hvordan du pakker dine julegaver lækkert ind – det behøver ikke at koste en bondegård. 

Skal du give en gave, kan du sagtens skrue ned for budgettet og i stedet fokusere på indpakningen. Det kan gøres nemt og billigt, og dine gaver kan stadig ligne en million. Boligstylist Lone Monna opfordrer til at tænke billigt og genbruge, når gaverne skal pakkes ind i år.

- Hvorfor nøjes med at give en personlig gave, når du kan pakke den ind, så den er en fryd for øjet? Køb papiret, eller gør som de fleste danskere gjorde i gamle dage: pak den ind i genbrug, udtaler Lone Monna.

Sæt fokus på julebordet fremfor gaverne – få tips til et smukt juleord på madogbolig.dk

Nye gaver i genbrug

Kig dig omkring, når du skal finde inspiration til din gaveindpakning. Find pynt i naturen, gem æsker og gaveposer eller pak ind i tapetrester eller genbrugspapir, som er højeste mode indenfor gaveindpakning lige nu. Dine gaver vil shine under træet og udstråle eksklusivitet, selvom du egentlig bare gør brug af gamle spareråd.

Giv en pose lækker konfekt i gave – få opskriften på karamelliseret hvid chokolade med havsalt på madogbolig.dk

Her er fire tips til nemme og hurtige gaver i lækker indpakning:

• Giv gaver i flasker – alt fra lækre vine til olier og eddiker. Camoufler hver flaske med en neutral etiket, så det er en overraskelse, hvad der gemmer sig i flasken.

• Hæng pakkerne på snor – find små gaver, der ikke koster alverden, og læg dem i brune papirsposer, som kan hænge på en snor med klemmer juleaften. Indpakningen og spændingen ved poserne er vigtigere end selve gaven.

• Gem pakkerne i glas – genbrug tomme syltetøjsglas, olivenglas og pestoglas og læg gaverne ned i glassene. Dekorer evt. glassene med et bånd eller et stykke sejlgarn.

• Pak gaverne ind i avisen – genbrug dine aviser, når gaverne skal pakkes ind. Brug et farvestrålende bånd, der vækker opmærksomhed.

Find inspiration til kreativ indpakning på isabellas.dk