Er du ved at miste motivationen?

Er nytårsforsættet blevet til en dårlig samvittighed, er det ikke mærkeligt. For at holde fast i motivationen kræver tit mere, end man tror. Se her, hvordan du kommer på banen igen.

Har du også investeret i et medlemskort til det lokale fitnesscenter, men ligger kortet efterhånden støvet og glemt allerbagest i pungen? Eller lovede du dig selv at blive et nyt og bedre menneske, men er du faldet tilbage i alle de gamle vaner.

At bryde vaner er svært
Så er det ikke så mærkeligt, fortæller Christian Hagen fra Steadylife.dk, som hjælper folk med at holde gang i motivationen og nå de ændringer i livet, de drømmer om.

Freja holdt motivationen og tabte 18 kilo. Se mere på oestrogen.dk 

Det at komme i gang med noget nyt handler for det meste om at bryde de gamle vaner. Nogle har let ved det, andre har svært ved det. Men først og fremmest handler det om at tage en beslutning. Mange tænker ’nu prøver jeg’ i stedet for ’nu gør jeg’ – og den indstilling kommer du desværre ikke langt med, fortæller Christian Hagen til Oestrogen.dk.

- Du bliver nødt til hele tiden at tænke på, at det er en beslutning, du har taget og som ikke kan ændres. At den faktisk allerede er fuldført, fordi du har taget første skridt og ikke agter at stoppe igen. Du skal tage dine mål og din beslutning om at nå dem alvorligt.

Hvorfor vil du ændre dig?
Derudover er det en rigtig god idé, at du prøver at blive bevidst om, hvad der ligger til grund for dit ønske om en livsstilsomlægning, siger Christian Hagen videre:

- Hvis du går ind til det med ønsket om at føle dig sundere og blive mere tilfreds med dig selv, så går det altså ikke at måle fremskridtene på vægten - det er ikke måden at gøre det på i længden. I stedet er det smartere, at du for eksempel skriver et par ord hver dag, der beskriver hvordan du har det og hvordan det går. Udfyld måske et ugentligt skema, hvor du giver dig selv en karakter fra 1-10 omkring de ting, du vil forbedre, f.eks. din sundhedsfølelse, motivationsfølelse, sukkertrang, energibalance, osv.

Træner du hårdt nok? Læs mere på oestrogen.dk

Glem ikke dine omgivelser
- De omgivelser, du bevæger dig rundt i, spiller også en stor rolle. Fortæl din mand, børn, venner og veninder om dine mål og om, hvordan du ønsker at lave lidt om på hverdagen. Fortæl dem, hvordan de måske kunne hjælpe og støtte dig, lyder rådet fra Christian Hagen, som tilføjer, at det også kan hjælpe én med at holde fast i sine mål, hvis man har meldt målet åbent ud til andre end en selv.