Du har ikke krav på at bytte julegaven

Julen er også lig med gave-bytning, men du kan ikke være sikker på at få gaverne byttet

Når julemiddagen er spist, der er danset om juletræet, og julesangene er blevet sunget, så er det tid til at pakke alle de farvestrålende gaver op, der ligger under juletræet. Og lige så sikkert det er, at der er gaver, som har stået på ønskesedlen, næsten lige så sikkert er det også, at man får en gave, der skal byttes. Enten er farven forkert, størrelsen for stor eller lille eller også får man den samme gave to gange.

Men faktisk kan vi slet ikke være så sikre på, at julegaverne nødvendigvis kan byttes igen. For i udgangspunktet har man som forbruger ikke krav på en returret, når man køber en vare, lyder det fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsens forbruger hotline.

- En af de helt store misforståelser er, at folk tror, at de har krav på at få byttet deres varer, oplyser Forbruger- og Konkurrencestyrelsens forbruger hotline til Alive.dk.

Det er nemt at købe julegaver på nettet, men du kan blive snydt hvis du ikke passer på. Se faldgruberne på Femina.dk

Forbrugerne er vant til ekstra service
Misforståelsen er opstået, fordi vi som forbrugere er vant til, at vi kan få byttet vores varer, da de fleste butikker har en returret, men det er butikken selv, der har valgt at yde den ekstra service til forbrugerne. Og faktisk kan butikkerne i sidste ende gøre helt, som de har lyst til, lyder der fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsen.

Hvis en butik har valgt at have en returret, så er det ofte noget, de skilter med i butikken, eller også vil byttereglerne stå på bonnen, og hvis man som forbruger vil være sikker på at få byttet sine varer i disse butikker, så skal man leve op til de krav, butikken stiller. Det kan være et krav om, at bonnen skal med, når varen skal byttes, eller også kan det være et krav om, at bytningen skal ske inden for en bestemt tidsfrist.

Gem bonnen i to år
Selv om en butik har en returret, så er det ikke sikkert, at man også kan få sine penge retur. Rådet fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsens forbruger hotline er, at man spørger til butikkens regler, når man køber en vare, ligesom man altid gemmer bonnen.

Bonnen fungerer nemlig også som et garantibevis på varen, så den skal faktisk gemmes i to år, da der er to års reklamationsret, som dækker produktionsfejl.

Har man købt sine julegaver på nettet, så er der automatisk to ugers fortrydelsesret, og her har man som forbruger ret til at undersøge varen, for at se, om den er defekt eller om tøjet passer.

Men ligesom reglerne også er i butikker, hvor der er bytteret, så skal varer købt på nettet altid returneres i ubrugt stand og i nogle butikker kræver de også at emballagen er ubrudt.

Mangler du inspiration til en god julegave? Find et bladabonnement, der passer alle. Læs mere på Billedbladet.dk