Dit ansigt sladrer om dig

Et træk ved mundvigen siger mere end ord, og dine øjenmusklers udvikling fortæller om, hvordan du har levet dit liv. Pernille Slot er ekspert i at tyde ansigtsudtryk, og hun fortæller her om, hvordan du får et indblik i din egen og andres mimik.

Hun ser, hvem vi er ud fra størrelsen på vores ansigtsmuskler og de rynker, der er opstået på grund af flittigt brug af store og små grimasser. Selv de mindste detaljer får hun med. De er vigtige, for det er mikroudtrykkene, der for alvor fortæller om, hvad der foregår indeni et menneske.

- De ægte følelser viser vi lynhurtigt som reaktion på noget, fortæller Pernille Slot. Hun ved det fra sit virke som ekspert og underviser i følelsernes ansigt og fra sin uddannelse i FACS, som hun har tage
i San Fransisco. FACS betyder Facial Action Coding System, og er opfundet af Paul Ekmann. Metoden bruges af blandt andet FBI til at se mikroudtryk i ansigtet hos mennesker. Pernille uddyber:
- Udtryk, der opstår i det splitsekund, inden vores hjerne når at censurere, er de rigtige, de autentiske følelser. Kommer udtrykket mere end et sekund efter den oplevelse, som vi reagerer på, så er det noget, vi ’laver’. Hjernen har haft tid til at fremstille det.

Brugbar viden for mange
Tegnefilmsanimatorer bruger også systemet til at lave ansigter på deres figurer.
- Jeg ved, at de har brugt FACS til at få Shrek til at lægge sine grønne hudfolder rigtigt i forhold til figurens reaktioner. Men allerede da Betty Boop kom frem i 1920´erne, brugte tegnefilmsfolkene flittigt de menneskelige grundudtryk, fortæller hun.

Pernille har blandt andet undervist politifolk, ledere og headhuntere i at afkode ansigter.
- Jeg har en god ven, som arbejder med rekruttering, som jeg har lært det her. Han kan nu til ansættelsessamtaler se, om man sælger sig selv til for høj en pris, eller om man rent faktisk kan klare jobbet og vil trives på den pågældende arbejdsplads. Han opdager de små tegn og ticks, der afslører folk til samtale. Ofte ansætter firmaer også bare folk ved at se på deres cv, det er jo ligesom at køre bil ved at se gennem bakspejlet. Se, hvad der er lige foran jer. Stop nu med at ansætte på titler. Oplev mennesket foran dig. Se dog det ægte, siger hun med ild i øjnene.

En leder kan også bruge afkodning af medarbejdernes ansigtsudtryk til mange ting. Giver du en medarbejder en opgave og ser et træk nedad i mundvigen i et kort øjeblik, så kan den medarbejder sikkert ikke overskue opgaven lige nu. Også selvom den pågældende mener, at det nok kan lade sig gøre. Ansigtet lyver ikke.

TEST DIG SELV på oestrogen: Hvordan opfatter andre dig?

Smil hormonerne frem
Smil og latter sætter også kroppens biokemi på arbejde. Smilemusklen oppe langs kinderne sætter nemlig vores glædeshormoner fri: Serotonin, endorfiner m.fl. Derfor får vi et kick, der gør os glade helt inde i midten af kroppen, når vi smiler og griner.
’Fake it till you make it’ er latterklubbernes mantra. Og det virker. Jo mere vi griner, jo stærkere og gladere bliver vi. Vi booster immunforsvaret bare ved at smile ægte.

FORSKERE: Nye veje til bedre selvtillid. Læs mere på oestrogen.dk

Drop botox
Botox har i nogle år været populært som middel til at sprøjte ind i muskler i ansigtet, så de ikke flekser så meget og giver rynker. Det er bestemt ikke en god løsning, mener Pernille.
- Botox lammer vores muskler, og det betyder jo, at ingen mere kan se på dig, hvad du føler. Dine signaler forvirrer … eller mangel på signaler gør det. Jeg tror, at vi om nogle år ser, at folk med botox i ansigtet bliver ensomme. Omgivelserne bliver usikre på dem og søger hen mod andre. Man synes de er flotte, men vi tiltrækkes ikke rigtigt af dem, fordi vi ikke kan læse dem, advarer hun.

Følelser er reaktioner og signalerer, at noget sker omkring os. Vi har brug for at kunne læse andres følelser, og vi skal reagere følelsesmæssigt på, at noget er godt eller skidt. Hele tiden føler vi. Det er ikke muligt for os ikke at reagere på andre.
- Jeg skal mødes med hende eller ham i dag. Plus eller minus? Vi reagerer med det samme og på alle mennesker på vores vej. Vores hjerner kan ikke være neutrale. Og skal vi tale autenticitet, så skal vi kunne se, hvad der sker i ansigtet. Vi sammenligner med det, der er i vores bank, i vores erfaringer.

Vrede eller glæde
Du kan se på en persons ansigt i rynkerne og på musklerne, hvad den person har trænet mest gennem livet.
- Er det vrede, kamp og fokus, så ses det på kraftigt udviklede kæber. Er det glæde, så ses det på smilerynkerne, og så har der været produceret masser af lykkehormoner. Eller er det sorg og bekymringer, så går rynkerne nedad, fortæller Pernille Slot.