Din hund afspejler din personlighed

Hunden er for mange langt mere end et kæledyr; den er vores trofaste ven og familiemedlem, og så siger det faktisk meget om dig som person, hvilken race eller type hund du har valgt.

Hunden ligner dig mere end du tror
Den lille hvide puddel, der spadserer hen ad gaden med en elegant, blond kvinde for enden af snoren. Det kunne også være den tunge mand med de nedadgående mundvige, der lufter sin bulldog. For ikke at nævne rockertypen i lædervest, der hænger ud på gadehjørnet med sin kamphund.

Det er grove stereotyper, men ifølge dyreadfærdsspecialisten og hundetræneren Anette Røpke, er der noget om snakken. King, Bella og Vaks er nemlig meget mere end et kæledyr og menneskets bedste ven.

– Hunde er et spejl af sin ejer. Altid af sind og ofte også rent fysisk. Det handler om, at vi bevidst eller ubevidst har tendens til at vælge en hund, der minder om os selv.

Se også en Top 15 over hvad vi søger efter hos en potentiel partner på q.dk

Vores livssituation afspejler sig i hunden
Anette Røpke fortæller videre:

– Når du vælger en hund, vælger du ofte også et udtryk for, hvem du er som menneske, eller hvilke egenskaber du er i gang med at udvikle. Mange kamphundeejere har f.eks. behov for at markere deres grænser eller blive beskyttet. Og yngre kvinder med Paris Hilton-syndromet vælger en chihuahua for at markere, hvem de er, og gøre opmærksom på deres særlige talenter, skønhed, hengivenhed og ikke mindst deres grænser. Sådan er hunderacen, og sådan er mennesket også. Og sådan kan man blive ved race for race, fastslår Anette Røpke.

Hvilken hundetype tiltrækker dig – og hvorfor?
Baseret på Anette Røpkes erfaring kan man, groft sagt, opdele sammenhæng mellem ”mennesketype” og valg af hunderacer således:
 
Tempelhunde, selskabshunde, også kaldet  ’tæppetissere’.  F.eks. chihuahua og mops

Hunden: Skabt til sidde højt oppe i templer, og advare om fremmede gæster. Skulle især beskytte enlige kvinder. Sad under skørterne, og bed, hvis mænd kom for tæt på.

Mennesket: Har brug for at blive set og anerkendt for sine særlige talenter. Og markere grænser samt udvide sit territorium. Ofte særlige »personligheder«, smukke, hengivne og sensitive.

Lærat forstå dine drømme på psykologimagasinet.dk

Kamphunde og muskelhunde, F.eks. Amerikansk Bulldog og Pitbull

Hunden: Oprindeligt skabt til at angribe og fiksere tyre. Er ofte dumdristige og bygget til at bide sig fast i sit offer.

Mennesket: Har brug for forsvar, beskyttelse eller kraftig markering af personlige grænser. Er ofte mistænksomme og har måske været udsat for chikane eller svigt.

Familiehunde. F.eks. Labrador og Golden Retriever

Hunden: Avlet til at samarbejde, hente byttet og bringe det tilbage til jægeren. Meget venlige og imødekommende dyr.

Mennesket: Ofte meget venlige, imødekommende, og blide mennesker med gode hensigter. Dog med tendens til underdanighed og lavt selvværd.

Terrier, f.eks. dansk svensk gårdhund og border terrier
 
Hunden: Terrier kommer af  Terra = jord. Oprindeligt avlet til at gå i grave for at slå rotter og ’skadedyr’ ihjel. Derfor er de meget initiativrige, nysgerrige og fysisk aktive. Læringsvillige og glade. Kan være noget intolerante og ’sætter’ sig hurtigt på ethvert territorium.

Mennesket: Har skarpe meninger, fokus og retning.

Du kan selv se, hvilken type hund, der vil være det bedste match for din familie og dig her

Kilder: Anette Røpke


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.