Det sker i maven når du er gravid

Bulen på maven, ømme bryster og spark er ikke til at tage fejl af – der er noget levende derinde bag navlen. Men selvom de ydre tegn på din graviditet er mange, er det straks sværere at holde styr på, hvad der sker indeni maven. Følg her din babys rejse fra dit æg bliver befrugtet, til du sidder med barnet i armene ni måneder senere.

Uge 1-5: Positiv graviditetstest
Den hurtigste sædcelle befrugter dit æg, der vandrer mod livmoderslimhinden, hvor det sætter sig fast. Cellerne specialiserer sig i at danne barnet, moderkagen og et hulrum til fostervandet. Lever, ryghvirvler og bugspytkirtler begynder så småt at blive dannet, og der dannes arveanlæg til hud, organer, tænder og nervesystem. Fostret er 33 millimeter i femte uge.

Uge 6-11: Organer dannes, og hjertet slår
Navlestrengen dannes, og dit barn får nu sin næring igennem den. I disse uger dannes organerne. Lungerne udvikles, og bronkierne forgrener sig. Øjets linse udvikles, og forstadierne til hjernen dannes, mens arme og ben begynder at glide på plads. De bliver længere, og fingre og tæer kan skilles. Mælketænderne udvikles fra to rækker tandknopper. Barnet udvikler enten æggestokke eller testikler, og hjertet færdigudvikles. I 10. uge ligner fosteret et rigtigt barn, og det begynder at bevæge sig i små ryk. I denne periode vokser dit barn fra fire millimeter til 43 millimeter og vejer 25 gram. 

Find en mere detaljeret uge for uge oversigt over din graviditet på mama.dk

Uge 12-16: Et minibarn
Alle organer er dannet, så fra nu af skal dit barn vokse og udvikle kroppens funktioner. Ilt og næring cirkulerer rundt til organerne, og barnet begynder at drikke fostervandet. Tænderne udvikles, og ganen dannes. Benene er længere end armene, der er dunede hår på hovedet og krop, nyrer, urinveje og blære fungerer. Barnet tisser væske uden farve og lugt, og det eksperimenterer også med vejrtrækningsbevægelser. Fingeraftryk dannes, og dit barn har fået negle. I denne periode vokser det fra fem en halv centimeter og 40 gram til 16 centimeter og 200 gram. Hovedets diameter går fra to centimeter til tre en halv centimeter.

Uge 17-22: Høre-, smags- og følesansen
Organerne er nu placeret, hvor de skal. Tarmsystemet er dannet, og ved ultralyd kan man se tynde velproportionerede arme vifte rundt i vandet. Fosterfedt dækker barnet, og beskytter huden mod at gå i opløsning i fostervandet. Dit barn kan nu både smage, føle og reagere på lyde. Hovedhårene er længere og kraftigere end dunene på resten af kroppen, og det har øjenvipper nu. I denne periode vokser dit barn fra 17centimeter (fra hoved til hæl) og 260 gram til 25 centimeter og 600 gram. Hovedets diameter går fra tre centimeter og otte millimeter til fem centimeter og tre millimeter.

Uge 23-27: Hjernen husker
Næseborene er åbne, og barnet øver sig nu på at trække vejret. Det vokser hurtigt og er ved at finde en sove- og vågenrytme. Hvis du er vred, sparker det måske mere, fordi det reagerer på dit humør. Kønsorganerne er ved at være færdigdannede, og dit barns knogler er blevet fastere. Øjnene er færdigudviklede, og barnet kan nu blinke og opfatte lys og mørke. Lungevævet ændrer sig, så det kan optage ilt og kuldioxid gennem blodet, og hjernen er i stand til at huske, så den begynder at lagre sanseindtryk. I denne periode vokser dit barn fra 28 centimeter (fra hoved til hæl) og 650 gram til 33 centimeter og 1000 gram. Hovedets diameter går fra fem centimeter og fire millimeter til seks en halv centimeter.

Læs om hvordan du kommer din kvalme til livs på mama.dk

Uge 28-32: Træning i maven
Dit barn vokser og træner nu i at åbne og lukke øjnene, synke, smage og bevæge sig. Jordemoderen kan tydeligt mærke barnet. Hver dag tisser det cirka en halv liter urin, som renses gennem dine nyrer. Mange børn indtager allerede nu fødestillingen ved at placere sig med hovedet nedad. Dit barn sover fortsat meget, men kan være livlig i perioder. Tarmene er fyldt med den første afføring, der er grønsort og klistret. I denne periode vokser dit barn fra 35 centimeter (fra hoved til hæl) og 1100 gram til 40 centimeter og 1600 gram. Hovedets diameter går fra seks centimeter og otte millimeter til otte centimeter.

Uge 33-36: Med hovedet nedad
Barnet øver sig på at trække vejret. Det øver sig på kravlerefleksen ved at sætte af med fødderne mod livmodervæggen, og du kan måske mærke eller ligefrem se aftegninger af arme, ben, numse eller hoved mod maveskindet. Fra nu af vil jordemoderen være opmærksom på, om dit barn har vendt hovedet nedad i bækkenet. Fedtlaget bliver hurtigt tykkere, så huden glattes ud. I denne periode vokser dit barn fra 42 centimeter (fra hoved til hæl) og 2000 gram til 45 centimeter og 2600 gram. Hovedets diameter går fra otte centimeter og tre millimeter til otte centimeter og otte millimeter.

Uge 37-40: Et selvstændigt individ
Moderkagen arbejder på højtryk for at fylde kulhydrater i dit barns fedtdepoter, så det er sikret energi. Dit barn bliver i denne periode et selvstændigt individ. Fra uge 37 til uge 40 vokser barnet fra 47 centimeter (fra hoved til hæl) og 2800 gram til 50 centimeter og 3600 gram. Hovedets diameter er cirka ni en halv centimeter. Når dit barn er født, slipper moderkagen livmodervæggen, og når barnet trækker vejret første gang, standser navlestrengen sit arbejde.