Det skal du spise inden nytårsfesten

Få diætistens gode råd til, hvad din krop har brug for inden den store fest

Mange fejrer nytåret med en god middag, lækre vine, champagne, drinks, fest og farver. Men det har kroppen svært ved at holde til, hvis man ikke har forberedt den godt nok.

Det er nemlig vigtigt, at man i løbet af dagen inden nytårsfesten får noget mad i maven.

- Hvis man springer måltider over og ikke får spist, så bliver man meget beruset, hvis man drikker alkohol. Så spis som du plejer – både morgenmad, frokost, aftensmad og mellemmåltider, siger Gitte Dreyer, der er diætist ved Diætisthuset, til Alive.dk.

Vil du forsøge at forbrænde kalorier inden nytårsfesten, kan du gøre det på disse 10 lette måder. Læs mere på Soendag.dk.

Hold blodsukkeret stabilt
Er man på slankekur og i kalorieunderskud, bliver man også hurtigere fuld.

- Det handler om, at man spiser sundt og fornuftigt i løbet dagen. Spis noget fiberrigt, der gør dit blodsukker stabilt. For når man drikker alkohol, falder ens blodsukker, forklarer Gitte Dreyer.

Hun har følgende råd til, hvad man skal spise i løbet af dagen for at have noget at stå imod med:

Morgenmad: Begynd dagen med havregryn med lidt rosiner eller en skive rugbrød eller en grovbolle med lidt ost og peberfrugt på samt lidt juice.

Mellemmåltid: Spis lidt knækbrød eller frugt.

Frokost: Få nogle grøntsager og rugbrød. Det er ikke nok at spise grøntsager, da din mave stort set ikke vil have noget at stå imod med, når du begynder at drikke alkohol.

Mellemmåltid: Spis lidt knækbrød eller frugt.

Du kan spare 27.000 kalorier om året, hvis du tænker dig om. Læs hvordan på Femina.dk.

Kalorier for en hel dag
I løbet af nytårsmiddagen behøver man ikke at tænke på at spise ekstra brød eller en ekstra portion af hovedretten for ikke at blive for fuld.

- Til nytårsmiddagen får vi jo ligeså mange kalorier ind, som man normalt gør på en hel dag. Man får som regel flere retter, og det er de færreste af dem, der er kaloriefattige. Men sørg endelig for at drikke rigeligt med vand hele aftenen, lyder rådet fra Gitte Dreyer.