Det betyder dine sexdrømme i virkeligheden

Dine drømme skal ikke altid tages for pålydende, så frygt ikke, hvis du har drømt om sex med en, du ikke bryder dig om.

Der er ingen grund til at gå i panik og tro, at din underbevidsthed er på vej til at drive dig ud i utroskab, blot fordi du har upassende drømme om andre end din partner.

Der er imidlertid en sandsynlighed for, at drømmene om andre kan være et udtryk for, at der er noget I skal bearbejde i jeres forhold.

Nyhedssitet iVillage.com har talt med den amerikanske parterapeut og forfatter Sharon Gilchrest O’Neill, og hun anbefaler, at du ikke blot slår drømmene hen, men tager dem til efterretning.

- Hvis, vi tager os tid til at tænke over drømmene, er der måske noget, vi kan lære af dem. Måske mangler der noget i dit liv, eller måske er der et problem i dit forhold, som du egentlig ikke har lyst til at tænke nærmere over, siger Sharon Gilchrest O’Neill til iVillage.com.

iVillage.com har forhørt sig hos den amerikanske drømmeanalytiker og forfatter Lauri Quinn Loewenberg, omkring hvad dine sexdrømme kan betyde.

Lær at tyde dine egne drømme på Femina.dk

Her er ifølge analytikeren de 4 mest almindelige sexdrømme:

1) Du har sex med chefen eller en kollega
Drømmer du om sex med din chef, kan det tyde på, at du har et behov for at være mere selvhævdende og have større indflydelse på dit eget liv. Er du derimod frustreret over, at en kollega, som du i virkelighedens verden aldrig ville røre med en ildtang, er dukket op i dine drømme, så kan det være et tegn på, at denne person har noget, du beundrer eller misunder. Altså at han har noget, du egentlig gerne selv ville have.

2) Du har sex med din ekskæreste
Gennem sexdrømme med din ekskæreste får du forløsning for nogle følelser i forbindelse med jeres forhold og brud. Især hvis det ikke var dig, der foranledigede bruddet. Disse drømme vil ofte komme, når dit nuværende forhold er blevet rutinepræget. Det er din underbevidstheds måde at prøve at bringe ny passion ind i dit liv.

Det betyder symbolerne i dine drømme. Se mere på Femina.dk

3) Du har sex med en fremmed
Den fremmede i dine drømme vil ofte være dig selv. Hvis du for nylig har gjort noget, der krævede stor styrke eller mod, så er den fremmede i din drøm er din egen anerkendelse af, at du er stolt af det, du har begået. Hvis du har sex med en kendt, som du i virkeligheden ikke kender, så kan det være, fordi denne person har nogle egenskaber, som du ser i dig selv også.

4) Du har sex med din venindes mand
Det kan være et tegn på, at du ser nogle kvaliteter i din venindes mand, som du ville ønske, at din egen besad. Det kan være en god idé på baggrund af sådan en drøm (men uden at nævne den), at starte en samtale med din partner, hvis du føler, at der er noget, du mangler fra ham i jeres forhold.

5) Du har sex med en anden kvinde
Det har sandsynligvis ikke noget at gøre med, at du i virkeligheden er biseksuel. Det handler snarere om, at du er meget stolt af din kvindelighed. Den slags drømme er meget almindelige under en graviditet, hvor kroppen er fyldt med kvindelige hormoner. Hvis du en af de foregående dage har opnået en præstation, man forbinder med noget feminint, er det sandsynligvis din egen måde at hylde dig selv på.