Derfor tager kvinder på efter overgangsalderen

Rigtigt mange kvinder oplever, at det er svært at holde vægten, når klimakteriet er overstået.

Uretfærdigt nok, viser det sig også, at selvom kvinderne spiser det samme og samme mængde som deres mandlige partnere, så sætter de ekstra kilo sig ikke fast på mændene.

Det har forskere fra Ohio State University fundet en forklaring på. Et enzym kaldet Aldh1a1 får nemlig frit spil hos kvinder efter overgangsalderen, og det enzym er stærkt medvirkende til fedtproduktionen. Det vil sige, at fordi mængden af enzymet øges efter klimakteriet, så producerer kroppen automatisk også mere fedt, selvom det er den samme mængde mad, kvinderne indtager. Det skriver LiveScience.com

Vil du undgå at tage hormoner i overgangsalderen? Her er otte alternativer på Søndag.dk

Forskerne har lavet undersøgelsen på mus ved bl.a. at give dem en fedtholdig diæt, men man ved, at enzymet også findes hos mennesker, og derfor antager forskerne, at en undersøgelse på mennesker vil vise lignende resultater.

Østrogen holder fedtet væk
Det drilske enzym synes at blive undertrykt af det kvindelige hormon østrogen. Det kan forklare, hvorfor den øgede fedtproduktion først sætter ind efter overgangsalderen. Der daler kroppens produktion af østrogen nemlig drastisk hos kvinder.

Forskerne håber, at yderligere undersøgelser vil kunne skabe grobund for en behandling for de kvinder, hvor fedtproduktionen ikke kan styres. Men forsker Ouliana Ziouzenkova, der er assisterende professor i human ernæring ved Ohio State University understreger, at enzymet er vigtigt for kroppen og har andre funktioner, så det er ikke løsningen at fjerne det helt.

Christian Bitz og Arne Astrup giver dig en let vej til at smide et par kilo på Søndag.dk